TRIF er for første gang i historien i Serie 1. Nærheden til Aarhus betyder, at tidligere ungdomsspillere i klubben gladeligt kører hjem for at træne og spille kampe i Rønde. Foto: Øxenholt Foto

TRIF er for første gang i historien i Serie 1. Nærheden til Aarhus betyder, at tidligere ungdomsspillere i klubben gladeligt kører hjem for at træne og spille kampe i Rønde. Foto: Øxenholt Foto

Suveræne TRIF er klar til at spille med i Serie 1

TRIF’s bedste fodboldherrer slog Fuglebakken KFUM med 2-0 og sikrer sig oprykning til Serie 1

Af
Martin Schultz

RØNDE Med en sejr på 2-0 over Fuglebakken KFUM på mål af Frederik Primdal Geertsen og Mathias Haulrik sikrede TRIF’s bedste fodboldherrer sig lørdag eftermiddag på hjemmebanen PR Park oprykning til Serie 1 for første gang i Thorsager-Rønde IF’s snart 50-årige historie. Med to spillerunder igen er TRIF’s pointforspring så stort, at hverken Skødstrup SF eller Nørager B på de næste pladser i tabellen kan indhente topholdet.

Det er kun TRIF’s anden sæson i Serie 2, men allerede sidste efterår var holdet tæt på at rykke op som to’er, men tabte ufortjent playoff kampen om oprykning til Viby IF. Foråret faldt ud på grund af corona nedlukningen, men TRIF’s gulblusede spillere holdt sig skarpe og har i dette efterår leveret en overbevisende præstation med flere ”smadre-sejre” og har kun tabt point efter et enkelt nederlag og én uafgjort kamp. Holdet har ligget i spidsen af puljen gennem hele turneringen og har en imponerende målscore på 52-13 efter 12 kampe.

”Vi har et ungt hold, og de her drenge har et fællesskab, som er helt vanvittigt og er bygget op over mange år. Og dem, som er stødt til, er faldet rigtig godt til. 10-12 af spillerne bor i dag i Aarhus, men vender tilbage for at være en del af fællesskabet, og det projekt vi har gang i,” fortæller holdets træner Martin Hornbæk Nielsen, som også er medlem af TRIF’s fodboldudvalg. Han har stået i spidsen for genrejsningen af TRIF’s voksenfodbold med tre seniorhold og et U19 Liga 2-hold. Martin Hornbæk Nielsen har en aftale om at træne det bedste hold indtil sommer, og han bliver derfor manden på sidelinjen, når der skal spilles Serie 1 fodbold i Rønde til foråret.

Champagne og trøjer

Fuglebakken KFUM var det eneste hold, som hidtil har vundet over TRIF i denne sæson, så hjemmeholdet var opsat på revanche i opgøret på PR Park. Et stort hjemmepublikum var mødt frem for at støtte de lokale drenge i kampen for at sikre sig oprykningen.

”Men vi mødte et godt hold fra Fuglebakken KFUM. De var store og fysisk stærke og var gode fodboldspillere. De stod godt på banen, så vi havde svært ved at trænge igennem, men havde dog gode muligheder. Men vi holdt dem væk fra chancer i vores ende af banen,” fortæller Martin Hornbæk Nielsen.

I halvlegen var trænere og spillere enige om at bevare tålmodigheden og forsøge at komme over modstanderens kanter for at få hul på målscoringen. Mathias Haulrik havde en friløber i starten af halvlegen, men måtte se sit forsøg pareret af en dygtig målmand i Fuglebakken KFUM’s mål.

Men efter et kvarter i 2. halvleg faldt den første scoring, da Mathias Haulrik lagde et hjørnespark ind i hovedet på Frederik Primdal Geertsen. Midtbanespilleren kom først på bolden og pandede bolden hårdt i mål til 1-0.

”Vi pressede på for at få mål nummer to. Vi havde flere halve chancer og vores topscorer Victor Riis Overgaard var tæt på at score. Men kampen blev først lukket med godt et kvarter igen, da Mathias Haulrik med sin gode sparketeknik sendte et frispark uden for feltet direkte i mål,” fortæller Martin Hornbæk Nielsen.

Derefter kørte TRIF kampen hjem med kontrolleret spil, og ved slutfløjtet kunne jubelen over oprykningen bryde løs. Der blev fejret med champagne og oprykningstrøjer, leveret af holdets sponsor, Røndes Meny-købmand René Povlsen.

Fokuseret indsats

Bag succes’en ligger et sammenhold mellem drenge fra Rønde-området, som har holdt sammen siden de som børn og unge spillede fodbold i TRIF. Ganske vist måtte holdet i efteråret undvære en af sine kulturbærere, midtbanemotoren Rasmus Søgaard, som er taget på højskole, men midtbanen blev styret af den tidligere TRIF spiller Mads Amstrup og Frederik Primdal Geertsen, som stødte til efter at have spillet i Aarhus.

”Mads og Frederik har spillet på højere niveau og har løftet både vores træning og vores niveau i kampene. De har bragt en hårdhed ind i vores træning, som har løftet os alle sammen,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

Blandt profilerne er brødrene Mathias og Emil Haulrik, anføreren og forsvarsspilleren Kristoffer Meldgaard Andreasen, og topscorer Victor Riis Overgaard, som har scoret 17 mål og leveret 8 assists og dermed har haft en fod med i hver anden TRIF scoring i dette efterår.

”Men hele holdet har leveret og været fokuseret på at nå vores målsætning om at rykke op. Vi ser frem til at prøve kræfter med Serie 1,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

Også TRIF’s andethold, som trænes af Martin Holm, ligger med i toppen af Serie 3 og kan med lidt held og dygtighed spille med om en oprykning til Serie 2.

Publiceret 21 October 2020 16:00