Jakob Degn Larsen scorede for tredie kamp i træk, men det ene mål faldt sent i kampen og var ikke nok til at Kolind/Perstrup IF kunne få point mod Hornbæk SF. Arkivfoto: Martin Schultz

Jakob Degn Larsen scorede for tredie kamp i træk, men det ene mål faldt sent i kampen og var ikke nok til at Kolind/Perstrup IF kunne få point mod Hornbæk SF. Arkivfoto: Martin Schultz

Seriefodbold: Jakob Degns reducering kom for sent for KPI

Kolind/Perstrup IF er i knibe i Serie 1 efter 2-1 nederlag til Hornbæk SF og skal levere lørdag mod rækkens tophold Christiansbjerg IF i Aarhus

Af
Martin Schultz

Kolind/Perstrup IF har kniven på struben, når holdet lørdag på udebane i det nordlige Aarhus møder topholdet Christiansbjerg IF i Serie 1.

Kolind/Perstrup IF tabte nemlig lørdag eftermiddag trods en godkendt indsats med 2-1 i det vigtige opgør mod et formstærkt hold fra Hornbæk SF, som ligger nr. 2 og ånder topholdet Christiansbjerg IF i nakken i kampen om direkte oprykning til Serie 1. Kolind/Perstrup IF ligger på den 6. plads, som giver adgang til en playoff kamp om at undgå oprykning, men holdet bliver presset bagfra af Fårvang IF, som kan sende kolineserne under stregen og til direkte nedrykning.

Kolind/Perstrup IF har tre kampe tilbage at spille, og onsdag aften bliver det corona-udsatte lokalopgør mellem KPI og Vivild IF spillet på formentlig Kolind Parks træningsbane, hvor der i modsætning til stadion er lysanlæg til brug for aftenkampen. Derefter venter bundholdet VRI i den sidste kamp, men for KPI’ spillere og træner Dennis Holdgaard er der udsigt til tre nervepirrende opgør i et uforudsigeligt nedrykningsdrama i Serie 1.

Kendte profiler hos Hornbæk SF

I hjemmekampen mod Hornbæk SF måtte Kolind/Perstrup IF se bort fra Kasper Høegh Therkildsen, hvis afbud var lovligt undskyldt, da han holdt barnedåb for sit afkom. En anden rutineret spiller, Claus Koch, var skadet og blev på sin plads i den defensive organisation afløst af den unge Nicolai Christensen, som er kantspiller, men som endnu en gang uimponeret sprang til og spillede den uvante plads som høre back. Nicolai Christensen blev kåret som kampens spiller efter hvad træner Dennis Holdgaard kalder en ”fantastisk” indsats.

Hornbæk SF er oprykkere i rækken, men har gjort det godt med flere spillere på holdet, som har erfaring fra divisions- og Danmarksseriefodbold. For eksempel Nicolas Bøgild, som har spillet divisionsfodbold i Randers FC, Vendsyssel FF og Skive IK og på Island hos Valur. Bøgild har også spillet indendørs fodbold med legendariske L-Tek fra Nørager med Kasper Fisker Jensen på holdet.

Men Kolind/Perstrup IF kom godt i gang med pågående spillere og vandt mange dueller. Hornbæk SF kunne ikke få deres spil til at fungere, og det stod 0-0 ved pausen efter at begge hold havde haft gode chancer i feltet.

Bestemt en godkendt kamp

”0-0 ved pausen var godkendt og vi spillede godt op med dem. Så vi skulle fortsætte og så holde dem væk fra vores mål,” fortæller KPI-træner Dennis Holdgaard om stemningen i pausen.

Kampen var stadig åben, da Hornbæk SF kom foran med 1-0 efter 74 minutters spil. Nicolas Bøggild sparkede et hjørnespark, som blev snittet af en KPI-spiller, så bolden strøg i mål bag André Tonnesen.

”Det var meget uheldigt og langt henne i kampen at komme bagud. Så vi satsede noget mere og ville gerne score et eller to mål,” siger Dennis Holdgaard.

Men i stedet blev Kolind/Perstrup IF fanget i en omstilling, da der blev satset for meget i en duel, og Hornbæk SF kom foran med 2-0 med omkring ti minutter igen.

”Så måtte vi satse endnu mere og skiftede ud og sendte Rasmus Bisgaard og Mikkel Damgaard Møller Jensen på banen. I det 90. minut scorede vi på et godt gennemspillet angreb, da Andreas Buus Mikkelsen slog bolden til Jakob Degn Larsen. Han løb fra sin oppasser og vippede kontrolleret bolden i mål henover Hornbæk SF’s målmand, som blev fanget for langt ude af sit mål,” siger Dennis Holdgaard.

”Vi havde gode chancer ved Benjamin Lahn Sørensen og vi pressede vildt på for at skabe spænding om resultatet. Men det forblev en kamp, hvor det var lige ved og næsten. Men det var bestemt en godkendt kamp, og vi bygger på og bliver bedre og bedre for hver kamp. Vi skal yde det maksimale lørdag mod Christiansbjerg IF i Aarhus, og så venter der ellers et brag mod Vivild IF hjemme på onsdag,” slutter Dennis Holdgaard.

Kampfakta

Serie 1, Pulje 7

Kolind/Perstrup IF - Hornbæk SF 1 - 2 (0 - 0)

Lørdag 17. oktober kl. 16.00 på Kolind Park

Målscorere:

0 - 1 Selvmål (74. min.)

0 - 2 Johannes Lerche (82. min.)

1 - 2 Jakob Degn Larsen (90. min.)

Publiceret 21 October 2020 17:00