Selv om 2020 har været atypisk, så rundede Djurs Sommerland traditionen tro året af med (u)hyggelig Halloween-stemning i parken.

Selv om 2020 har været atypisk, så rundede Djurs Sommerland traditionen tro året af med (u)hyggelig Halloween-stemning i parken.

En på alle måder skræmmende afslutning på sæsonen i Djurs Sommerland

Djurs Sommerland rundede et mærkværdigt 2020 af med en omfattende brand, men heldigvis også hyggelig Halloween-stemning

Af
Simon Carlson

Nimtofte 2020 har på alle mulige tænkelige måder været et mærkværdigt år, og sæsonen i Djurs Sommerland har ikke været nogen undtagelse.

I weekenden rundede forlystelsesparken året af med den traditionelle Halloween-uge, og hvis temaet ikke var skræmmende nok i sig selv, så måtte Djurs Sommerland torsdag aften i også håndtere en temmelig chokerende situation, da der opstod brand i restaurantområdet Pirate's Food Market.

Branden opstod kort efter lukketid i et ventilationsanlæg. Omkring klokken 23 torsdag aften var branden slukket. Bygningerne i Pirate's Food Market endte stort set med at brænde ud, men heldigvis var der kun materiel skade efter branden. Djurs Sommerland kunne således spærre området af, så det var muligt at åbne forlystelsesparken igen fredag formiddag.

Trist hændelse

Det ændrer dog ikke på, at det var en ærgerlig afslutning på sæsonen, fortæller administrerende direktør Henrik B. Nielsen.

"Det er altid trist, når sådan noget sker. Ligegyldigt hvornår det er, så er det jo aldrig noget, man ønsker, og det giver os jo en masse ekstra arbejde, inden vi åbner igen næste år. Heldigvis fik vi spærret området af og pyntet det op til Halloween, så vi kunne åbne igen om fredagen og afvikle de sidste tre dage af sæsonen på en god måde," siger Henrik B. Nielsen.

Den omfattende brand torsdag aften efterlod Pirate's Food Market som en brandtomt. Med en afspærring om det brændte område lykkedes dog for Djurs Sommerland at afvikle de sidste dage i sæsonen.

Den omfattende brand torsdag aften efterlod Pirate's Food Market som en brandtomt. Med en afspærring om det brændte område lykkedes dog for Djurs Sommerland at afvikle de sidste dage i sæsonen.

De udbrændte bygninger er blot fire år gamle, og derfor regner Henrik B. Nielsen med, at området genopbygges.

Fornuftig sæson

Djurs Sommerland rundede ellers sæsonen af i ganske fin form.

Jeg vælger at tro, at det var utilsigtet, men det har i hvert fald været konkurrenceforvridende over for en række privatejede virksomheder som vores. Henrik B. Nielsen, adm. direktør i Djurs Sommerland

Da forlystelsesparken fik lov at åbne i juni, var det godt halvanden måned senere end planlagt. I det tidsrum var der budgetteret med omkring 150.000 besøgende, og dermed var der allerede langt op til at nå de 780.000 gæster, som Djurs Sommerland havde sidste år.

Parken var i efterårsferien pyntet op med tusindvis af græskar, hekse og græskarmænd.

Parken var i efterårsferien pyntet op med tusindvis af græskar, hekse og græskarmænd.

Dertil kom coronarestriktionerne, som også satte en gevaldig begrænsning for antallet af besøgende.

"Efter omstændighederne er sæsonen gået ok. Vi lander på 450.000 gæster, og det synes jeg er fornuftigt, når man tager i betragtning, at vi først åbnede halvanden måned senere end forventet. Derudover blev vi ret kraftigt påvirket af sommerpakken, som favoriserede alle andre typer af attraktioner end forlystelsesparker," uddyber Henrik B. Nielsen med henvisning til den politisk vedtagede hjælpepakke, som blandt andet gav mulighed for halv pris på entréen til en række attraktioner og kulturinstitutioner.

Dog ikke forlystelsesparkerne.

"Jeg vælger at tro, at det var utilsigtet, men det har i hvert fald været konkurrenceforvridende over for en række privatejede virksomheder som vores. Det kunne vi se ved, at mange ringede ind for at høre, hvor de ikke kunne finde os på listen over attraktioner til halv pris. Jeg synes jo, det var rigtig fint at give danskerne mulighed for kvalitetsoplevelser, når de nu skulle være hjemme i løbet af sommeren, men så skulle man have gjort det muligt for alle," mener Henrik B. Nielsen.

Klar til udfordringer

Han kan dog se tilbage på en sæson, hvor gæstetilfredsheden har været højere end tidligere år, og selv om direktørens håb naturligvis er, at næste sæson kommer til at se mere normal ud, så viser 2020-sæsonen, at forlystelsesparken er klar til at indrette sig til pludselige ændringer.

"Det har været et meget atypisk år, men vi har da vist, at parken er omstillingsparat og kan klare en ny hverdag. Forhåbentlig bliver det ikke den nye normal, men det kan jo også sagtens se sådan her ud næste år. Der synes jeg, vi har vist, at vi kan levere et kvalitetsprodukt, hvor forholdsreglerne er taget til at genåbne forlystelsepark i coronatid," vurderer Henrik B. Nielsen.

2020 har på alle mulige tænkelige måder været et mærkværdigt år, og sæsonen i Djurs Sommerland har ikke været nogen undtagelse.

2020 har på alle mulige tænkelige måder været et mærkværdigt år, og sæsonen i Djurs Sommerland har ikke været nogen undtagelse.

Publiceret 20 October 2020 19:30