Byrådet er i gang med at formulere nye strategier for områderne idræt, kultur, fritid og landdistrikter. Det skal ikke munde ud i ligegyldige skriblerier, men dermiod kortfattede punkter (bullits).

Byrådet er i gang med at formulere nye strategier for områderne idræt, kultur, fritid og landdistrikter. Det skal ikke munde ud i ligegyldige skriblerier, men dermiod kortfattede punkter (bullits). "Jeg vil gerne rose kulturafdelingen for deres borgerinddragende tilgang trods Corona, og jeg kan kun opfordre borgerne til at give deres besyv med," siger Ole S. Hansen. Fotos: Lars Norman Thomsen

Fremtidens Syddjurs handler også om de små oaser

Socialdemokratiets Ole S. Hansen er meget optaget af, at Syddjurs også hænger sammen som kommune, når man bevæger sig uden for de større byer

Af
Lars Norman Thomsen

LANDDISTRIKTER Ole S. Hansen, Mørke, er Socialdemokrat med hud og hår. Diskussionslysten, ordrig, ærekær og klar til at slå fra sig verbalt uden at få slagside.

Den mangeårige skolelærer på Skødstrup Skole fik hul igennem til Syddjurs Byråd ved valget i 2017, og han er parat til en tur mere, når der om et år er valg igen.

Denne gang belæsset med erfaringer fra en periode som næstformand i Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur, hvor han hører til den del af udvalget, der nok er løsningernes og kompromisernes mand, men først efter, at argumenterne er blevet afprøvet og endog nogle gange syretestet. Han har respekt for embedsmændenes flok, men i armslængde afstand. Embedsværkets dagsordener og indstillinger skal udfodres og nogle gange klaskes til med en fluesmækker.

Politikere, der forveksler politisk arbejde med a walk in the park og blot holder sin kæft og nikker og samtykker. irriterer ham grænseløst. Der skal ord på bordet og i kaffen.

De små oaser

Ole S. Hansen gik i sin tid til valg på at fremme mindre landsbysamfunds muligheder for at udvikle sig i takt med, at tidligere tiders muligheder i form af arbejdspladser, butiks- og foreningsliv svinder ind.

"Det er vigtigt at understøtte de fællesskaber, der findes i de mindre lokalsamfund," siger Ole S. Hansen.

"Heldigvis mærker flere lokalsamfund en øget tilflytning, men vi politikere skal huske at rette vores opmærksomhed langt mere mod de mindre samfund. Også når fokus er på Hornslet, Rønde og Ebeltoft og udviklingen i letbanebåndet (Mørke, Thorsager, Ryomgård og Kolind, red.)."

Han tager gerne det værdiladede og meget overforbrugte politiker-ord, sammenhængskraft, i sin mund.

"Men sammenhængskraft i den forstand, at jeg ser kommunen som en helhed, som selvfølgelig også omfatter de mindre landsbysamfund."

Ole S. Hansen er landdistrikternes mand, men ikke på bekostning af de større byer.

Ole S. Hansen er landdistrikternes mand, men ikke på bekostning af de større byer. "Vi skal have store ambitioner med at gøre vores til, at der ude i de mindre bysamfund flytter nye borgere, og det er heldigvis tilfældet flere steder," siger Ole Hansen

Ole S. Hansen spillede tidligere på året selv ud med et konkret forslag til at samle kommunen om noget fælles, men hans tanker om et borgerevent, hvor hovedtemaet var at mødes over en kop øl og holde en fest mere end at lave et større udstyrsstykke, led skibbrud, da byrådet skulle barbere i 2020-budgettet i foråret.

"Jeg synes, det var genialt, da initiativrige mennesker gik i spidsen for at samle Syddjurs ved kommunens start med koncerten med TV2 på marken Søndre Stegelykke ud for Kalø Slotsruin i 2007. Mit event var slet ikke tænkt i samme omfang, men jeg håber, at vi rent politisk kan samles om at lave en årlig begivenhed fremover som samler Syddjurs," siger Ole S. Hansen.

Landsbyklyngerne

Politikere har et ansvar. De skal understøtte frivilligheden. Bakke op, når frivillige vil noget med deres lokalområde. Hjælpe borgerne ind i det kommunale system, så det ikke kun bliver de professionelle meningsmagere, der kommer ind i kommunens sfærer - de kender så sandeligt vejen.

Her ser Ole S. Hansen den kommende civilsamfundskoordinator som en afgørende brik. Der er afsat penge til gutten i de kommende års kommunale budgetter.

"Politikere og embedsværk har en opgave med at få gjort det tydeligt for folk uden erfaring med det kommunale system, hvordan de kan bruge civilsamfundskoordinatoren. Det er ofte her, det kikser med at nå ud i bredden," siger PUK-udvalgets næstformand.

Han nævner de såkaldte landsbyklyngeprojekter i Østdjurs og Ådalen som fine eksempler på, hvordan folk arbejder sammen ude i kommunens små oaser.

"Jeg er oprigtigt glad for, at vi i budgetforliget fik afsat midler til medfinansiering af mødestedsprojekterne i både Østdjurs og Ådalen. I min optik kunne vi godt have styrket denne tildeling, fordi kommunens økonomiske støtte ofte er vigtig for at opnå tilskud fra de større fonde."

Byfornyelse

Ole S. Hansen var involveret i byfornyelsesprojektet i Mørke, hvor temperamenterne somme tider kogte over, fordi gamle Mørke-borgere havde oplevelsen af at blive trynet af tilflyttere til byen med fingeren på pulsen og med uddannelsesmæssig hjemsted i den såkaldt kreative klasse.

"Jeg har nu kun gode oplevelser med byfornyelsen i Mørke, og det glæder mig, at vi er i gang i både Tirstrup og Pindstrup, og at vi med budgetforliget har besluttet, at Nimtofte står for tur næste gang. Byfornyelsesprojekterne er en anden hjørnesten i vores arbejde med kommunens landområder, og jeg har stor tiltro til, at der kommer noget godt ud af anstrengelserne til glæde for de mindre bysamfund."

Publiceret 14 October 2020 11:30