Fra Djursland deltager Møllerup Agro, Advance Nonwoven A/S, som har hjemme på Møllerup Gods, og Kvadrat A/S, som har hovedkontor i Ebeltoft. Pressefoto

Fra Djursland deltager Møllerup Agro, Advance Nonwoven A/S, som har hjemme på Møllerup Gods, og Kvadrat A/S, som har hovedkontor i Ebeltoft. Pressefoto

Hamp fra mark til møbler og modetøj: Djurs-firmaer i stort projekt

Hemp4Tex er støttet af Innovationsfonden med knap 15 mio. kr.

Erhverv Forskere fra Teknologisk Institut, VIA University College og Aarhus Universitet skal udvikle nye og bedre metoder til at forarbejde hampens fibre med hjælp fra teknologivirksomheden Advance Nonwoven på Møllerup Gods. Det er Rachel Kollerup, der skal designe tekstilerne, som Kvadrat i Ebeltoft skal producere.

"Vi har længe arbejdet med fibrene fra hampen til både isolering og vækstmåtter produceret på Advance Nonwovens anlæg. Det bliver rigtig spændende at få udviklet en industri, som kan håndtere hamp som tekstil," siger Alexander Stig Gamborg, der er ejer af Møllerup Gods og bestyrelsesmedlem i Advance Nonwoven, i en pressemeddelelse.

Flere spillere fra Djursland er dermed involveret i et stort forskningsprojekt, der skal give hamp en ny chance som bæredygtigt materiale til mode- og møbelbranchen.

Banebrydende

"Målet er at komme fra marken og frem til færdige tekstiler. Hamp har længe været kendt som en meget bæredygtig plante, som kan dyrkes næsten overalt med meget nøjsomme behov for gødning og vand, og dyrkes uden brug af pesticider, og kan uden problem dyrkes økologisk," siger projektleder, seniorspecialist Bodil Engberg Pallesen fra Teknologisk Institut og fortsætter:

"Men hidtidige forsøg på at skabe en økonomisk forsvarlig og bæredygtig tekstilproduktion fra hamp er strandet på, at der er mange ukendte faktorer i hele værdikæden."

Derfor har Teknologisk Institut taget initiativ til det store projekt Sustainable Hemp Textiles. For hamp er et godt svar på flere af de miljømæssige udfordringer, tekstil-industrien står over for.

For Anne Sophie Gamborg, Møllerup Agro, er det helt naturligt at tage del i et projekt, der skal få hampen længere frem i det bæredygtige lys:

"Vi har dyrket hamp på Møllerup siden 2015 og begejstres fortsat for planten og dens muligheder. Hamp er jo en plante, mennesker har dyrket og brugt i tusinder af år - også til at lave tekstiler og reb af. Men i de seneste 60 år har man bandlyst dyrkning af hamp og dermed givet plads til alternative afgrøder, som blandt andet bomuld, men også olieindustrien kom med nye syntetiske materialer. Vi ser meget frem til at være en del af et projekt, som kan give hampen den opmærksomhed, den fortjener, som bæredygtigt tekstil," siger Anne Sophie Gamborg.

Projektet Hemp4Tex er støttet af Innovationsfonden og har et samlet budget på knap 15 mio. kr. Hampen skal dyrkes på markerne på Møllerup Gods og høstes med metoder fra Bio2Products.

Projektet Hemp4Tex skal arbejde indtil 2024.

gs

Publiceret 13 October 2020 18:00