Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Ebeltoft-mor begik overgreb på datter på bestilling:

"Han var en kujon"

Når afdød aarhusianer ikke var sammen med Ebeltoft-familie, begik 47-årig mor selv overgreb og sendte videoer af det

Af
Danni Paulsen

Mandag blev retssagen mod en 47-årig kvinde fra Ebeltoft, som er sigtet for gentagne overgreb på sin datter, genoptaget.

Moren er tiltalt for i alt 18 overgreb, en enkelt blufærdighedskrænkelse og for 19 gange at have optaget og videresendt overgrebene til den aarhusianske voldtægtsmand, som tog sit eget liv i arresten, før han kunne blive dømt.

Mandagen gik mestendels med, at vise de mange video-sekvenser for nævninge og dommere. De blev afspillet for lukkede døre, så presse og tilhørere blev gennet ud af retssalen, men det samme gjorde moren, for hun havde inden retsmødets start bedt om ikke at se videoerne.

Imellem videoerne blev dørene dog lukket op og moren afhørt.

"Hvordan kan det være, at du kunne holde ud at begå overgreb så mange gange, når du ikke kan holde ud at se videoerne," spurgte anklageren den tiltalte.

"Jeg kan ikke holde ud at se og høre, at det har gjort ondt på hende. Jeg har ikke været mig selv, og jeg har meget svært ved at genkende mig selv i de videoer," lød svaret fra moren.

Kvinden er tiltalt for flere gange at have voldtaget datteren i forening med den aarhusianske mand, men i adskillige tilfælde har hun også begået overgreb mod datteren, selvom manden ikke var tilstede.

Hun forklarede, at det var på aarhusianerens foranledning, at hun misbrugte datteren, optog det, og sendte det videoerne til ham.

"Det gav mig ikke nogen glæde at gøre det. Det gør tydeligvis ondt på hende."

Fire tiltalepunkter erklærer moren sig uskyldig i, da hun bedyrer, at hun ikke deltog i overgrebene, og ikke vidste, at det skete, selvom hun var tilstede på adressen, og der blev optaget med hendes telefon.

På et tidspunkt spurgte forsvarer Henrik Garlik sin klient om, hvordan hun har det med den afdøde aarhusianer i dag.

"Jeg har engang fået at vide, at selvmord er det mest egoistiske, man kan gøre. Det har jeg ikke været enig i, men det er så egoistisk og kujonagtigt af ham. Jeg er dog glad for, at han ikke er her mere. Han er enormt ligegyldig for mig nu," svarede hun.

Anklager Birgitte Ernst har flere gange under de to retsmøder spurgt ind til, om datteren var bedøvet under nogle af overgrebene, som skete i 2016 og 2016, mens datteren var seks-otte år gammel. Det har den 47-årige mor dog afvist at have kendskab til, og politiets fund i efterforskningen og kemiske analyser af datterens hår har ikke kunnet fastslå, at det skulle være sket.

"Der er ting i videoerne, som gør, at jeg spørger ind til det, men vi har ikke på nogen måde fundet bevis for det, og derfor har vi heller ikke rejst tiltale for det," forklarede anklager Birgitte Ernst efter retsmødet.

Der forventes at falde dom i sagen i slutningen af oktober.

Publiceret 05 October 2020 19:00