44-årige Jacob Lahn har højt til himlen og naturen helt tæt på fra sin base i sin virksomhed, der har adresse i hjemmet på Enslev Mark.

44-årige Jacob Lahn har højt til himlen og naturen helt tæt på fra sin base i sin virksomhed, der har adresse i hjemmet på Enslev Mark.

Ny anlægsgartner:

"Det enkle har længe spiret i baghovedet"

44-årige Jacob Lahn er vendt tilbage til rødderne og livet som selvstændig

Af
Simon Carlson

Enslev Der er højt til himlen, solid muld under fødderne og naturen er altid inden for rækkevidde på Jacob Lahns kontor. Det er hjemmet på Enslev Mark, der også udgør basen for han nystartede anlægsgartnervirksomhed.

Firmaet bærer også blot hans eget navn, og det passer ret godt ind i den filosofi, der er grundlaget for, at han nu er startet op som selvstændig. Efter Jacob Lahn som uddannet planteskolegartner og sidenhen jordbrugsteknolog i en årrække har arbejdet på store anlægsprojekter i blandt andet Aarhus, var tiden kommet til at finde tilbage til det mere enkle.

"Det enkle har længe spiret baghovedet, og derfor er virksomheden også bare mig og min bil. Det med at komme ud og være i tæt kontakt med folk og rådgive dem, det har jeg savnet, og det er den enkelthed, jeg gerne vil," fortæller Jacob Lahn.

Ikke altid stort

Det er ikke første gang, Jacob Lahn står med egen virksomhed. Fra 2003-2007 drev han ligeledes egen anlægsgartnervirksomhed, som kørte ganske forrygende. Han havde på det tidspunkt flere ansatte, mens opgaverne greb om sig og travlheden steg. Det harmonerede ikke med et familieliv med tre mindre børn og en større husrenovering, og på en længere rejse til New Zealand bev beslutningen om at stoppe som selvstændig truffet.

"Vi var fem måneder i New Zealand, og der fandt jeg bare ud af, at selv om firmaet gik godt, så var det ikke det vigtigste. Jeg har også været der, hvor jeg tænkte, at jeg gerne ville have en stor bil og et stort hus, men jeg opdagede, at det ikke behøver været stort for enhver pris. Jeg var blevet mættet af det. Jeg ville gerne tilbage til dengang, det var lidt mere enkelt," forklarer Jacob Lahn.

Tilbage til rødderne

Store projekter har han imidlertid været involveret i siden han skiftede selvstændigheden ud med livet som lønmodtager. Det er således blevet til projekter omkring Aarhus Letbane, Botanisk Have i Aarhus, og senest har han arbejdet som projektleder ved HedeDanmark.

Det er blandt andet den tætte kontakt og rådgivning med private haveejere, som har fået Jacob Lahn til at søge tilbage til livet som anlægsgartner. Foto: Jacob Lahn

Det er blandt andet den tætte kontakt og rådgivning med private haveejere, som har fået Jacob Lahn til at søge tilbage til livet som anlægsgartner. Foto: Jacob Lahn

Nu er det kun ham selv, han skal lede. Det betyder også, at hvis opgaverne kræver mere end et sæt arme, bliver det igennem sit netværk, at Jacob Lahn hyrer folk ind til at hjælpe på de enkelte opgaver.

Udgangspunktet for virksomhedens kommende opgaver bliver området omkring Grenaa. Der er dog også rig mulighed for, at andre dele af Djursland kan dækkes, noterer Jacob Lahn.

Det var dog i Grenaa, at han i sin tid udførte sin første opgave som anlægsgartner, og derfor giver det god mening for ham, at det også er her, han nu tager afsæt.

"Man kan vel godt sige, at jeg på mange måder vender tilbage til rødderne," konstaterer Jacob Lahn.

Fakta

Jacob Lahn

44 år, bosiddende på Enslev Mark.

Uddannet planteskolegartner med speciale i produktion af træer og buske. Har tidligere arbejdet som afdelingsleder i Plantorama Grenaa.

Efterfølgende uddannet som jordbrugsteknolog - også kaldet anlægstekniker - med speciale i landskab og anlæg, som målretter sig til nyanlæg med både projektering og tegning samt udførsel.

Publiceret 23 September 2020 19:30