Benjamin Lahn Sørensen udlignede til 1-1 for Kolind/Perstrup IF på anfører Daniel Bagger Pedersen gode aflevering. Arkivfoto

Benjamin Lahn Sørensen udlignede til 1-1 for Kolind/Perstrup IF på anfører Daniel Bagger Pedersen gode aflevering. Arkivfoto

Seriefodbold: Benjamin Lahn sikrede KPI et vigtigt point

Et tændt Kolind/Perstrup IF havde overtaget og fik et point i 1-1 kamp ude mod Dronningborg B i Serie 1

Af
Martin Schultz

Kolind/Perstrup IF’s spillere var mere end sultne efter point, da holdet lørdag eftermiddag drog ud til den svære udekamp mod Dronningborg B i Serie 1. For KPI var dumpet ned på en sidsteplads i rækken og havde i den grad brug for point i kampen for at komme fri af nedrykningsstregen efter at have tabt “seks point kampen” mod VRI med 4-0 efter en blodfattig indsats.

“Og spillerne var virkelig tændte og opsat på at revanchere den sløje indsats mod VRI. Vi vidste, at det var en svær udekamp mod Dronningborg B, men spillerne var motiverede og viste med en god gejst, at de var klar til at tage kampen op,” fortæller KPI-træner Dennis Holdgaard om 1-1 kampen mod Dronningborg B.

“Jeg stod med en god fornemmelse. Vi kom godt i gang og satte os på kampen. Vi vandt mange direkte dueller og havde godt fat i vores modstander.”

Men alligevel var det hjemmeholdet, som kom foran med 1-0 efter godt 25 minutter på en af de få muligheder Dronningborg B havde i 1. halvleg.

“Dronningborg B var ikke ret ofte i vores felt, men efter et indlæg gled en modstander forbi vores forsvar og sparkede bolden forbi målmand André Tonnesen. Det var ærgerligt, for vi havde haft gode muligheder. Så lidt af en dukkert, men spillerne var stærke mentalt og fortsatte det gode spil og producerede en del chancer. Vi gjorde rigtig mange ting bedre end forrige lørdag mod VRI,” siger Dennis Holdgaard.

Manglede den sidste skarphed

I pausen var der ingen, som hang med hovedet, og spillerne var klar til at gå ud til 2. halvleg og give den en skalle.

“Vi havde haft det meste af spillet og troede på, at vi kunne gå ud og lave to mål. Og efter ti minutter i 2. halvleg sendte anfører og midtbanestyrmand Daniel Bagger Pedersen en supergod aflevering i dybden til Benjamin Lahn Sørensen. Benjamin løb fra forsvaret og alene med målmanden trak han uden om ham og sendte bolden i det tomme mål til 1-1,” fortæller Dennis Holdgaard.

“Det var dejligt at udligne så relativt tidligt, og resten af halvlegen gik vi efter mål nr. to. Vi ville have de tre point, men Dronningborg B gjorde det godt og forsvarede sig langt tilbage på banen. Vi havde gode muligheder og var farlige på dødbolde og indlæg, men desværre nej, ind ville bolden ikke. Vi manglede den sidste skarphed,” siger Dennis Holdgaard.

Mikkel Fanø kampens spiller

Dennis Holdgaard glæder sig dog over det ene point på udebane mod et godt hold.

“Vi græder med det ene øje og smiler med det andet øje. På forhånd ville vi have været tilfreds med et point i Dronningborg. Humøret var højt efter kampen, fordi vi fandt det spil frem, som vi ved vi kan. Vi gik efter at få point, og vi havde fortjent sejren. Men vi kan tage det gode spil, fighter og de mange muligheder vi skabte med fra kampen.”

“Hele holdet gjorde det godt - fra unge Andreas Hald Thomsen og til de ældre som Kasper Høegh Therkildsen. Mikkel Fanø blev valgt til kampens spiller. Han var god til at suge bolden til sig, vandt mange dueller og gik forrest i det hårde arbejde,” slutter Dennis Holdgaard.

Kolind/Perstrup måtte undvære Jakob Degn Larsen på grund af hans rygskade og Rasmus Meyland og Magnus Bisgaard Hansen af private årsager. Martin Holm Hansen var med igen efter sin skade og kom ind i 2. halvleg.

Dennis Holdgaard ser frem til at stille op i stærkeste opstilling, når Fårvang IF kommer på besøg på Kolind Park lørdag kl. 16.00 til en ny “seks point kamp” mellem to hold i tabellens nederste ende.

Publiceret 23 September 2020 08:30