Flere trodsede regn og blæst - og havde en vild dag på Viild 'Bidt af livet'. Privatfoto

Flere trodsede regn og blæst - og havde en vild dag på Viild 'Bidt af livet'. Privatfoto

Naturens dag i Viilds Naturcenter

Makkerpar har mange arrangementer i støbeskeen

naturdag Søndag åbnede Viild 'Bidt af livet' Natur Center dørene op for glade gæster i anledning af Naturens Dag.

Årets tema var ' vild i naturen'. Og gæsterne havde mulighed for at smage på chili con carne tilberedt med krondyr kød, friskfangede laks og lave snobrød med pølse- altsammen tilberedt over bål.

Der var også naturbingo og skattejagt, hvor det gjaldt om at finde insekter, som kunne studeres under lup. Disse aktiviteter var et særligt stort hit for de mindste; de kunne som sidegevinst også finde kranier og dyreknogler i skoven, som de kunne tage med hjem og gemme som souvenirs, samt prøve forskellige spil, som var stillet an på pladsen omkring Natur Centeret.

Bruges som læringsrum

Viild 'Bidt af livet', som ejes og drives af makkerparret Heidi Madsen og Jesper Søegaard, etablerede i foråret fundamentet til Viilds Natur Center, som ligger i en lille skov ved Glesborg.

"Selvom vi er nye og Corona har forhalet en del planer og planlagte ture, så har det også ført noget andet med sig. Vi har haft tid til at tænke og planlægge, hvad vi vil- hvem vores målgruppe er og hvilken værdigrundlag, vi ønsker at gå ud fra. Vi har i foråret haft mange forløb med elever fra 4.-5. klasse på Søren Kanne skolen i Grenå- og har en vision om, at vores Natur Center også skal bruges som undervisning og læringsrum for skoler og daginstitutioner. Der er flere skoler og enkelte daginstitutioner, som allerede har henvendt sig, og vi glæder os meget til at komme i gang med det, fortæller makkerparret i en pressemeddelelse.

Viild laver vandreture og firmaevents, børnefødselsdage m.m. Deres næste planlagte event er 26. september i 'på sporet af den gode historie' i samarbejde med Ældresagen i Nørre Djurs. Man behøver ikke at være medlem af Ældre Sagen for at deltage, man skal bare have lyst til at komme ud i naturen. Heidi og Jesper garanterer, at det bliver en Viild og anderledes dag, som man kan læse mere om www.viild.dk.

Heidi og Jesper har mange arrangementer i støbeskeen for efteråret og vinteren - man kan følge med på Facebook og Instagram på 'Viild bidt af livet'- hvor kommende events og nyheder bliver slået op.

gs

Publiceret 22 September 2020 14:00