Tirsdag 22. september præsenterer arbejdsgruppen, der har kigget på fremtiden for Tirstrup Hallen sin skitse og appellerer samtidig til borgerne om at være med til at trække de sidste streger

Tirsdag 22. september præsenterer arbejdsgruppen, der har kigget på fremtiden for Tirstrup Hallen sin skitse og appellerer samtidig til borgerne om at være med til at trække de sidste streger

Tirstrup: Nu er der nyt at fortælle om Mødestedet

Arbejdsgruppen, der har kigget på Tirstrup Hallens fremtid, klar til at præsentere et forslag på et borgermøde i næste uge

Af
Lars Norman Thomsen

Landsbyfællesskabet Østdjurs ligger i Syddjurs Kommunes østlige del, og er en del af kampagnen Landsbyklynger. En kampagne, som i 2017-2019 søsætter 24 landsbyklynger fordelt over hele Danmark. Bag kampagnen står Realdania, DGI og Lokale og Anlægsfonden.

Et af mange projekter, som der bliver arbejdet videre med, er Tirstrup Hallens fremtid. En arbejdsgruppe har kigget på mulighederne og søgt fonde til udbygning og ændring af Hallen.

Realdania gav et økonomisk tilskud til et forarbejde, som nu er ved at nå til vejs ende.

I februar 2020 indkaldte arbejdsgruppen de lokale borgere til et idémøde. Mødet var velbesøgt, og det strømmede ind med gode idéer. Nu inviterer arbejdsgruppen igen de lokale borgere til at se det forslag, der indtil videre er på tegnebrættet.

Meninger brydes

Borgermødet foregår i Tirstruphallen tirsdag 22. september klokken 17.00 – 20.00.

I den første time vil bliver der informeret om Landsbyklyngens øvrige projekter og en masse aktiviteter for hele familien. Efter en let gang aftensmad serveret af Djurslands Folkehøjskole og summen over bordene bliver den sidste time brugt at præsentere skitserne til det nye mødested af arkitekt Esben Frost.

Landsbyfællesskabet, arbejdsgruppen og arkitekt Esben Frost vil gerne høre alles mening, inden de sidste streger bliver gjort færdige.

'Verdensmålenes Hus'

”Med baggrund i de tilbagemeldinger vi fik på borgermødet i februar, er vi er nu klar med et bud på, hvordan Mødestedet omkring Tirstrup Hallen kan se ud. Vi har arbejdet intenst med at få plads til både de mange gode idéer, der er kommet fra lokale borgere samtidig med, at det overordnede tema om 'Verdensmålenes Hus' skal være en del af præmissen for det nye Mødested, ' siger Jørgen Brøgger, der er formand for styregruppen.

”Det kommende 'Mødested' er ikke kun for Tirstrup borgere, det skal være et sted, der benyttes af alle fra lokalområdet, og derfor er det vigtigt, at få så mange på banen som muligt, så jeg håber bestemt at se borgere fra Tirstrup, Balle, Hyllested og alle de mindre landsbyer fra området," siger det tidligere mangeårige byrådsmedlem i først Ebeltoft og siden Syddjurs Kommune.

Et af fikspunkterne for styregruppen hedder bæredygtighed. Der er flere lokale projekter i gang. som har en bæredygtig vinkel og håbet er, at 'Mødestedet' kan bidrage som løftestang til disse projekter.

FAKTA

Husk tilmelding

  • Borgermøde 22. september afvikles i henhold til Corona forskrifterne
  • Derfor er antallet af deltagere begrænset til 100
  • Deltagelse kræver tilmelding via Go-Syddjurs.dk
  • En del af aktiviteterne foregår udendørs, så passende påklædning anbefales, henstiller arrangørerne til

Publiceret 21 September 2020 13:00