Nørre Djurs HK’s nye målmand og anfører Kevin Fisker stod en stor kamp i premieren mod Aars HK og var stærkt medvirkende til sejren på 23-20. Foto: Mikkel Weje Nielsen, PhotoCare Grenaa

Nørre Djurs HK’s nye målmand og anfører Kevin Fisker stod en stor kamp i premieren mod Aars HK og var stærkt medvirkende til sejren på 23-20. Foto: Mikkel Weje Nielsen, PhotoCare Grenaa

Divisionshåndbold: Premieresejr til Nørre Djurs HK efter stærk slutspurt

Den nye målmand Kevin Fisker lukkede af i målet og sikrede Nørre Djurs HK en sejr på 23-20 ude mod stærke Aars HK i 2. division

Af
Martin Schultz

Nørre Djurs HK fik en perfekt start på den nye håndboldsæson, da holdet lørdag eftermiddag på udebane besejrede Aars HK med 23-20 efter at have været bagud med 12-11 ved pausen. Nørre Djurs HK var bagud det meste af kampen, men i kampens sidste minutter trak djurslændingene fra 20-20 til 23-20 og sikrede sig værdifulde point og en god portion selvtillid ved på udebane at besejre et af rækkens allerstærkeste hold.

”Vi var stort set bagud det meste af kampen, men i slutfasen steppede vores forsvar for alvor op og vores målmand Kevin Fisker lukkede helt af for Aars HK’s skytter. Samtidig tog unge Mathias Juel Kristensen ansvar og scorede to mål og tilkæmpede sig et straffe, så vi kom på 18-18. I slutfasen scorede vi på vores chancer. Vi fik Aars HK til at brænde, og det stressede dem, mens vi holdt hovedet koldt. Deres venstre back, Thomas Steffensen, som er en af de bedste spillere på den position i 2. division, ville gerne afgøre kampen til Aars HK’s fordel, men vi lukkede helt af,” fortæller en tilfreds Nørre Djurs HK træner Jan Mathiesen.

Kampen blev spillet i et højt tempo og med meget fysik. Aars HK spillede med musklerne og fik seks to minutters udvisninger i kampen.

”Det var tydeligvis deres taktik at spille hårdt, men vi dækkede godt op og troede hele tiden på, at vi kunne vinde, selvom vi i store dele af kampen var bagud med tre mål,” fortæller Jan Mathiesen.

Nedlagt af hård tackling

Nørre Djurs HK stillede til kampen op uden fløjspilleren Simon Østergaard, som har været skadet, men er på vej tilbage og får spilletid på 2. holdet i 3. division. Rasmus Secher er fortsat ude med en skade. Truppens nye spillere kom alle i kamp, og ikke mindst den rutinerede målmand Kevin Fisker var som ventet en mærkbar forstærkning. Han stod hele kampen og leverede mange redninger, ikke mindst de kampafgørende redninger i de sidste minutter.

”Vi havde taget tre stregspillere med, Rasmus Dalsgård Lund, Mikkel Milling og Jacob Pedersen, og Jacob blev der især brug for i 2. halvleg, da Frederik Langhoff måtte udgå efter en af Aars HK’s grove taklinger. Jacob Pedersen afløste med sin gode fysik Frederik i forsvaret,” fortæller Jan Mathiesen.

Kampen blev spillet i et højt tempo, og det afstedkom også mange fejl, fordi holdene så tidligt i sæsonen tydeligvis ikke har deres spil på plads endnu.

”Men vores forsvar stod godt og vi fik Aars HK’s skytter til at skyde som vi ville have dem til. Og så stod Kevin Fisker en stor kamp i målet med i alt 19 redninger og en håndfuld redninger på helt åbne chancer,” siger Jan Mathiesen.

Skal spilles bedre sammen

I Nørre Djurs HK var man klar over, at Aars HK var en hård modstander at skulle starte med. Aars HK er blevet to’er de sidste to sæsoner og regnes for en af favoritterne til en oprykning i denne sæson.

”Det var en atypisk kamp, for Aars HK plejer at lave mange mål. I sidste sæson tabte vi ude med 30-27 og spillede hjemme uafgjort 33-33 mod Aars HK. Men vi stod godt i forsvaret. Angrebsmæssigt fungerede ikke alt som det skulle, for vi skal spille os bedre sammen. Der blev brændt i begge ender, så det gik lige op,” fortæller Jan Mathiesen.

Omkring 30 fans havde taget turen fra Glesborg til Aars og bakkede gæsterne op i premierekampen. Flere dukker helt sikkert op næste lørdag kl. 15.30 i Nørre Djurshallen, når Nørre Djurs HK tager imod Mors-Thy Håndbold, som startede sæsonen med at slå Tvis 2 med 30-22.

”Det bliver en hård kamp mod Mors-Thy Håndbold, som er et hold med teknisk dygtige og hurtige håndboldspillere. De løber i 2 x 30 minutter,” siger Jan Mathiesen om lørdagens modstander i ”Hulen” i Glesborg.

Kampfakta

2. Division Herrer, pulje 1

Aars HK - Nørre Djurs HK 20 - 23 (12 - 11)

Lørdag 19. september kl. 15.00 i Søndermarken Idrætscenter i Aars

Nørre Djurs HK stillede med Kevin Fisker, Kasper Kolstrup Møller, Daniel Lundsteen Minke, Nikolaj Moll Larsen, Rasmus Dalsgård Lund, Jacob Pedersen, Henrik Storm Pedersen, Nicolaj Danefeld Hansen, Mikkel Milling, Mike Paulsen, Mathias Juel Kristensen, Frederik Langhoff Olesen.

Målscorere:

  • Mike Paulsen, 5 mål
  • Henrik Storm Pedersen, 5 (3) mål
  • Nicolaj Danefeld Hansen, 4 mål
  • Mathias Juel Kristensen, 3 mål
  • Frederik Langhoff Olesen, 2 mål
  • Daniel Lundsteen Minke, 2 mål
  • Rasmus Dalsgård Lund, 2 mål

Publiceret 20 September 2020 21:00