Britt Bager (tv.) sammen med den afgåede kredsformand for Venstre i Djurskredsen. Foto: Lars Norman Thomsen

Britt Bager (tv.) sammen med den afgåede kredsformand for Venstre i Djurskredsen. Foto: Lars Norman Thomsen

Debat: Flere penge til Gl. Estrup – mindre til DR

Britt Bager, Folketingsmedlem for Venstre – valgt på Djursland:

"Den socialdemokratiske regering, som blev valgt på store og dyre løfter, kan nu ikke finde 1,5 million kroner til at holde hånden under herregårdsmuseet på Gl. Estrup på Djursland.

1,5 million er det driftstilskud, som Venstre-regeringen for fire år siden bevilgede til den østjyske kulturinstitution. Men nu udløber pengene, og den nuværende regering har ikke bevillingen med i finansloven for 2021. Det er jo rystende, at en regering, der allerede har sat skatterne op 17 gange, ikke kan finde 1,5 million til en så vigtig kulturinstitution.

Og det er alvorligt for Gl. Estrup – for museet har ikke noget stort budget. Gl. Estrup har en vigtig opgave med at formidle vores kulturarv. Det er en vigtig østjysk kulturinstitution, som trækker masser besøgende til Djursland, og som samtidig er med til at tiltrække turister og skabe erhvervsaktivitet og beskæftigelse på Djursland.

Og det er jo ikke fordi, statskassen er tom. Samtidig med at Socialdemokraterne ikke kan finde 1,5 mio til Gl. Estrup, vil de tilføre Danmarks Radio 255 millioner. 255 millioner mere til en institution I København, der allerede får over 3 milliarder. Det er i mine øjne helt skævt.

Der kan ikke blive 1,5 million til en bærende og velfungerende østjysk kulturinstitution som Gl. Estrup, men når det gælder Danmarks Radio i København, kan S-regeringen sagtens trylle flere hundrede millioner frem.

Så kære Socialdemokrater, hvis I på trods af alle jeres skattestigninger, alligevel ikke kan finde 1,5 til vigtig kulturarv på Djursland, må jeg så ikke foreslå, at I i stedet for at øge bevillingerne til Danmarks Radio med 255 millioner kroner bare nøjes med at give DR 253 millioner kroner? Så ville der jo pludselig været plads til, at der også kunne være penge til Gl. Estrup.

Min opfordring er klar: Hjælp Gl. Estrup – og giv lidt mindre til Danmarks Radio. Jeg håber at mine gode kollegaer Leif Lahn (S) og Charlotte Broman Mølbæk (SF) som lokalt valgte, vil kæmpe for at der havner lidt flere penge på Djursland og lidt færre i København."

Publiceret 17 September 2020 10:26