Det skal nu undersøges, om det kan lade sig gøre at etablere overbygning i Glesborg. Der er dog også fortsat skepsis i forhold til, om det er den bedste løsning på lang sigt.

Det skal nu undersøges, om det kan lade sig gøre at etablere overbygning i Glesborg. Der er dog også fortsat skepsis i forhold til, om det er den bedste løsning på lang sigt.

Udvalgsformand:

Det var dumt at fjerne overbygningen i Ørum

Flere partier er klar på at undersøge muligheden for 7.-9- klasser i Glesborg

Af
Simon Carlson

Ørum - Glesborg Allerede fra starten af indeværende skoleår havde massevis af elever taget turen fra Ørum Skole til Min Friskole i Ørum. Efter det blev meldt ud, at Ørum Skole foreslås lukket, har endnu en flok elever valgt at fortsætte på friskolen i stedet. Der er således kun omkring 60 elever tilbage på Ørum Skole, og udviklingen har også gjort indtryk på politikerne. Formand for Børne- og Ungdomsudvalget Mads Nikolajsen (SF) erkender, at det var en stor fejl, da det for to år siden blev besluttet at lukke overbygningen på¨Ørum Skole.

"Vi (kommunalbestyrelsen, red.) var ikke lydhøre nok, da det blev besluttet at overbygningen skulle forsvinde. Det var dumt at fjerne overbygningen fra midten af kommunen, fordi der nu er lang afstand til skole for overbygningseleverne, men også fordi skolen er en stor del af identiteten i området," siger Mads Nikolajsen.

Ny chance

På sidste uges borgermøde i Ørum Aktiv Center og i masser af debatindlæg har særligt forældre i midten af Norddjurs Kommune da også givet udtryk for deres frustrationer over, at deres område synes under afvikling med endnu en skolelukning. Frustrationerne munder dog også ud i konstruktive idéer, hvor blandt andet en overbygning på Glesborg Skole er et af forslagene.

Derfor er det nu også på tide, at politikerne i kommunalbestyrelsen denne gang lytter til, hvad det egentlig er borgerne ønsker, mener Mads Nikolajsen.

"Ørum og Glesborg har jo i mange år kæmpet mod hinanden på skoleområdet, så hvis de nu kan stå sammen, så må vi også lære af de ting, der skete for to år siden og som politikere kunne stå sammen om en skolepolitik. Jeg synes, her er en mulighed for at komme i sync med borgerne, så jeg mener, vi bør arbejde på, om det kan lade sig gøre at lave overbygning i Glesborg. Jeg synes, det vil være lykkeligt, hvis det kan lade sig gøre," konstaterer Mads Nikolajsen. Udvalgsformanden vil nu sætte gang i arbejdet med at undersøge, hvordan en eventuel overbygning i Glesborg kan fungere. Der er flere faktorer i spil i forhold til undervisningen, som muligvis kræver et samarbejde med Søren Kanne Skolen i Grenaa vedrørende faglærere og faglokaler. Det kommer således til at indgå i anden fase af budgetforhandlingerne, om det er muligt at etablere overbygningen i Glesborg, lyder det fra Mads Nikolajsen.

Dælme værd at prøve

Det er ikke kun fra den røde fløj i kommunalbestyrelsen, at tankerne om at skabe en ny overbygning i Glesborg hilses velkommen. Hos Konservative Folkeparti er viceborgmester Benny Hammer stor tilhænger af idéen.

"Lukningen af overbygningen i Ørum var en af årsagerne til, at vi forlod budgetforhandlingerne for to år siden, så de her tanker ligger rigtig fint i tråd med, hvad vi ønsker. Hvis vi kan skabe et velfunderet tilbud, som også kan vinde fremme hos forældrene, så er det dælme noget, der er værd at prøve af," mener Benny Hammer.

Ligesom Mads Nikolajsen mener Benny Hammer også, at det bør anerkendes, at det nu ser ud til, at der kan trækkes på samme hammel i forholdet mellem Ørum og Glesborg, og det bør politikerne i kommunalbestyrelsen lytte til.

"Tidligere var der ikke stemning for at lave en fælles løsning, så det der er sket noget i mellemtiden i forhold til at at bakke hinanden op. Det kan vi måske godt bruge som et eksempel på, at vi rent faktisk lytter til det, der kommer fra borgerne. Men det kræver jo, at der er nogen, der træder et skridt tilbage i forhold til den tidligere beslutning, for hvis dem der lukkede overbygningen for to år siden, holder fast i det, så er der jo ikke noget at gøre," konstaterer Benny Hammer.

Er det bæredygtigt?

Venstre var et af de tre partier, der var med til at tage beslutningen om at lukke overbygningen i Ørum. Gruppeformand Kasper Bjerregaard går gerne med på at kigge på det nye forslag om overbygningen i Glesborg, men det er dog ikke uden forbehold.

"Vi er åbne, og vi forholder os til det forslag, der er kommet op. Vi er stadig bekymrede over, om det er bæredygtigt med det faldende elevtal, der er i midten af Norddjurs. Det er vigtigt, at vi er ordentligt oplyste, inden vi tager en beslutning den ene eller den anden vej. Det skal tages seriøst, ellers kan det godt blive farligt," siger Kasper Bjerregaard med henvisning til, at der i forvejen har været megen uro på skoleområdet.

Derfor kigger han ikke entydigt på en overbygning i Glesborg som den rigtige løsning. Skolestrukturen der blev vedtaget for to år siden var således også et forsøg på at skabe nogle skolemiljøer, der kunne være med til at gøre flere skoleelever uddannelsesparate, og derfor skal det fortsat undersøges, hvordan det gøres bedst muligt og mest fordelagtigt for både skoleeleverne og deres familier, mener Kasper Bjerregaard.

"Under alle omstændigheder skal vi have kigget på bustiderne. Det holder ikke, at børnene skal sidde så lang tid i bus hver dag. Den struktur vi lavede for to år siden var både et forsøg på at forholde os til den økonomiske krise, vi stod i og et forsøg på at gentænke overbygningsdelen i Norddjurs for at gøre flere uddannelsesparate. Det er tydeligt, at vi ikke fik løst problemet dengang. Det er rigtig ærgerligt, at vi ikke kunne det, men det skal ikke afholde os fra stadig at forsøge at løse det," siger Kasper Bjerregaard.

Publiceret 16 September 2020 19:30