Foto: Rigspolitiet

Travl og voldelig nat i Østjylland

Med fire voldssager og ni anholdte siden lørdag aften havde Østjyllands Politi et af sine travleste døgn i et halvt år

Af
JONAS HVID

JPAARHUS

Politigården i Aarhus var godt fyldt op søndag morgen. Her sad syv anholdte efter, hvad vagtchef René Ludvig, Østjyllands Politi betegner som, en af de travleste nætter i et halvt års tid - siden, at coronavirussen lagde en dæmper på nattelivet.

"Der har været rigtigt, rigtigt travlt. Der har været syv anholdte i Aarhus og to i Randers. Det er mere end længe," siger René Ludvig.

Han fortæller, at Østjyllands Politi lørdag aften til søndag morgen har haft fire voldssager - to i Aarhus, én i Grenå og én i Randers:

"Det er ikke meget på en lørdag aften i en kreds som Østjylland, men det er et halvt år siden, at vi har haft sådan noget."

Lørdag aften, kl. 19.35 ved McDonald’s på Banegårdspladsen blev en 48-årig mand helt umotiveret overfaldet af en 40-årig mand. Overfaldet resulterede i en ca. to cm lang flænge i panden på den 48-årige. Den 40-årige blev søndag fremstillet i et grundlovsforhør, fordi han har flere lignende voldssager på sit cv samt en resttid, han endnu ikke har afsonet, oplyser René Ludvig.

En times tid senere kom en kvinde og en mand, der kender hinanden, op at toppes i en lejlighed på Vorregårds Allé. Den 52-årige mand slog den jævnaldrende kvinde i hovedet, så hun fik skader. Manden blev anholdt og afhørt, hvorefter han blev løsladt, fortæller vagtchefen.

Kl. 00.47 blev to mænd på henholdsvis 25 og 46 år i forbindelse med et slagsmål på Århusvej i Grenaa stukket med spidse genstande af en 48-årig mand.

Ifølge René Ludvig var der formentlig tale om en skruetrækker. Stikkene medførte skader på brystet og i lungerne. Den 48-årige mand blev sigtet for vold.

"Det er formentlig gerningsmanden," siger vagtchefen, der tilføjer, at politiet prøver at afdække, om de to er sårede også er gerningsmænd, hvem der har påført hinanden skader, og om der har været tale om slagsmål eller nødværge.

Afhøringerne sker via tolk, da de tre involverede er litauiske statsborgere.

Ved 04-tiden blev en 20-årige, der lå på jorden, tildelt flere slag og spark af en 18-årige mand på Kristrupvej i Randers. Den 18-årige mand blev sigtet for vold, fremgår det af Østjyllands Politis døgnrapport.

Publiceret 13 September 2020 15:57