Debat: Skal Djursland lukkes ned, når Socialdemokratiet dropper bredbåndspuljen?

Britt Bager, folketingsmedlem (V) – valgt på Djursland:

"Bredbånd og hurtigt internet er vigtig for alle mennesker og virksomheder i hele Danmark. Og det bliver vigtigere og vigtigere.

Det er gennem hurtigt internet, at virksomheder over hele landet markedsfører sine produkter og sælger til kunder og forbrugere døgnet rundt. Hurtigt internet er forudsætningen for, at ansatte på både offentlige og private arbejdspladser med stadig flere hjemmearbejdspladser kan passe deres arbejde. Og hurtigt internet er også forudsætningen, at vi som mennesker og familier kan følge med i de fritids- og kulturaktiviteter, som finder sted i et moderne samfund.

Djursland er ikke nogen undtagelse. Derfor indførte Venstre-regeringen i 2015 bredbåndpuljen, som skal hjælpe borgere og virksomheder med at få hurtigt internet etableret i de dele af landet, hvor teleselskaberne ikke har haft tilstrækkelig kommerciel interesse til at rykke ud. Og det har virket.

Hvert år er der givet penge fra bredbåndspuljen til vigtige projekter på Djursland. Både i 2018 og 2019 er der givet mere end 10 millioner kroner til projekter i Norddjurs og Syddjurs kommuner. Men vi er stadig ikke færdig med at løfte den opgave. Heller ikke på Djursland.

Derfor er det et stort svigt, at Socialdemokratiet med regeringens finanslovforslag helt sløjfer bredbåndspuljen. Det kommer til at ramme Djursland og mulighed for at drive virksomhed og tiltrække mennesker til Djursland, hvis Socialdemokratiet kommer igennem med den prioritering. Det er oven i købet andet år i træk, at Socialdemokratiet helt vil fjerne bredbåndspuljen. Sidste år blev den kun videreført, fordi S-regeringen blev tvunget til det af et flertal uden om regeringen.

Regeringen var under corona-nedlukningen hurtig til at kræve, at alle, der kan arbejde hjemme, skulle gøre det. Og danskerne tog opfordringen til sig. Vi har alle sammen udvist stor ansvarlighed. Men regeringen prioritering på finansloven viser, at Socialdemokratiet og regeringen åbenbart ikke selv har forstået, at bredbånd og hurtigt internet er forudsætningen for, at det kan fungere over hele Danmark. Så hvad har Socialdemokratiet tænkt sig, når man vil droppe bredbåndspuljen? Skal vi lukke hele Djursland?"

Publiceret 11 September 2020 14:42