Debat: Lav Kolindsund til Jyllands største vådområde

Lars Sloth, formand for Kolindsunds Venner:

"Landbruget har fået støttemulighed til at oprette minivådområder. Formålet med vådområderne er, at de skal tilbageholde nogle af de gødningssalte, som afgrøderne ikke fik fat i.

Det er da glædeligt, at landmændene nu gør en indsats for at mindske udvaskningen af gødningssalte til bl.a. de kystnære farvande, der lider under for meget gødning.

Kolindsunds Venner kan se, at der fra statens side arbejdes på, at der skal oprettes såvel minivådområder som større vådområder samt plantes mere skov, alt sammen for at mindske udvaskningen fra land til hav.

Her vil vi godt henlede opmærksomheden på Kolindsund som en oplagt mulighed.

Denne tørlagte sø kunne netop blive et af de større vådområder, hvor afvandingen fra 480 km2 opland kunne renses for gødningssalte, før vandet løb ud i Kattegat.

At man samtidig kan benytte et oversvømmet Kolindsund som en buffer for regnvand i forbindelse med klimasikring af Grenaa by er blot en ekstragevinst.

Så hvorfor ikke slå to fluer med et smæk: Lav Kolindsund til Jyllands største vådområde."

Publiceret 10 September 2020 09:30