Jesper Yde Knudsen (stående) mener, at det vil være aktuelt at bruge det forestående skifte i den øverste ledelse i Syddjurs Kommune til at bortkaste kontrol og bureaukratiske procedurer og i stedet indføre selvstyrende grupper og medarbejderdemokrati. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Jesper Yde Knudsen (stående) mener, at det vil være aktuelt at bruge det forestående skifte i den øverste ledelse i Syddjurs Kommune til at bortkaste kontrol og bureaukratiske procedurer og i stedet indføre selvstyrende grupper og medarbejderdemokrati. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Enhedslisten: Magten tilbage til medarbejderne

Vi har ikke brug for et stort lag af kommunalt ansatte til at kontrollere fagligt dygtige medarbejdere, lyder det fra Enhedslistens byrådsmedlem Jesper Yde Knudsen

Af
Lars Norman Thomsen

BUDGET 2021 Forleden lød en af overskrifterne fra sommergruppemødet i SF Syddjurs:

"SF mener, at den enkelte medarbejder skal være med i tilrettelæggelsen af egen hverdag, ligesom SF fornemmer, at der nogle steder er plads til forbedringer i forhold til dialogen mellem den enkelte medarbejder og de forskellige ledelseslag."

I et læserindlæg på syddjurs.lokalavisen.dk som er et svar til borgmester Ole Bollsen (S), skriver Enhedslistens Jesper Yde Knudsen:

"Et vigtigt forslag fra os er, at vi mener at magten skal tilbage til medarbejderne. Socialrådgivere, ansatte i ældreplejen, daginstitutioner og på skoler kan sagtens selv administrere deres arbejdsdag. Vi har ikke brug for et stort lag af mellemledere der med bureaukratiske procedurer styrer og kontrollerer fagligt kompetente medarbejdere."

Farvel til mellemledere

Lokalavisen har spurgt Jesper Yde Knudsen, om han er på vej til at ville skille sig af med alle mellemledere i kommunen?

"Nej, men det er min opfattelse, at der er opstået et alt for stort lag af medarbejdere der ikke direkte er i kontakt med borgere og ikke direkte leverer en ydelse, men hvis formål udelukkende er at kontrollere og disciplinere de dygtige fagpersoner der står i frontlinjen."

"Nogle gange er kontrollen af økonomiske hensyn, det gælder f.eks. hos socialrådgivere, hvor afgørelserne skal kontrolleres for om de nu er for dyre for kommunen - eller hos personalet i ældreplejen for om de bruger for meget tid hos borgeren. På skolerne har der været et ønske om at strømline pædagogikken og f.eks. køre benhårdt på anvendelse tests og målstyret undervisning. Ofte er kontrollerne lavet for at sikre at bestemte systemer fra oven - de kommer for det meste fra Kommunernes Landsforening - bliver ført ud i livet uden hensyn til de faglige skøn hos vores dygtige medarbejdere."

Selvstyrende enheder

Jesper Yde Knudsen tror på, at der vil være en økonomisk at realisere, hvis selvstyrende enheder og medarbejderdemokrati bliver mere reglen end undtagelsen.

"Mange mellemledere og personale der ikke er i frontlinjen udfører helt sikkert vigtige funktioner som vi selvfølgelig ikke vil røre ved. Men vi mener, at man med et øget fokus på selvstyrende enheder og medarbejderdemokrati langt hen ad vejen ville kunne mindske et lag af ledelse med kontrolfunktioner og højne arbejdsglæden, mindske sygefraværet og give borgerne en langt bedre service. Det tror vi også, der kunne være en økonomisk gevinst ved."

Nyt vindue åbner

Enhedslistens enlige byrådsmedlem erkender, at "det selvfølgelig vil kræve en stor mentalitetsændring hos embedsværket og politikerne, da det jo går stik imod mange års udvikling i det offentlige."

"I Syddjurs med økonomiske problemer og styringsproblemer kunne en rygmarvsreaktion være at ansætte flere ledere og lave endnu mere kontrol, men efter vores opfattelse er det bedre med en slank ledelse og politikere der angiver tydelige retningslinjer og giver medarbejderne frihed og ressourcer til at løse opgaven."

"Lige nu er der et vindue for forandring, da vi skal have ansat en ny kommunaldirektør og flere direktører. I Enhedslisten mener vi, at vi skal gribe muligheden og afprøve tankerne om mere indflydelse til de dygtige medarbejdere vi har," fastslår Jesper Yde Knudsen, der hæfter sig ved, at både SF og Socialdemokratiet har været ude med lignende tanker.

Publiceret 09 September 2020 09:00