Foto:

Foto: Øxenholt Foto

Tragisk dødsfald:

Vidner forsøgte forgæves at slukke ilden i bil, hvor ung mand sad bag rattet

Forbipasserende vidner så den brændende bil med den 29-årige aarhusianer bag rattet

Flere vidner forsøgte tirsdag aften forgæves at hjælpe den 29-årige mand, som var forudlykket med sin bil på Voer Færgevej ved Hevringholmvej nord for Vivild. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Vidnerne forsøgte forgæves at slukke ilden med nogle mindre pulverslukkere, indtil ambulance og brandvæsen kort efter ankom til stedet. Brandvæsnet fik hurtigt ilden under kontrol, men bilen udbrændte totalt, og da lægebilen ankom kort efter kl. 19.00, blev den 29-årige fører af bilen erklæret død, oplyser Østjyllands Politi.

Det var klokken 18.40 at uheldet blev anmeldt. En 29-årig mandlig bilist kom kørende ad Voer Færgevej, da han af ukendte årsager kørte af vejbanen og kørte frontalt ind i et træ, hvorefter bilen brød i brand. Flere vidner kom forbi og så bilen, der stod i brand, og de kunne se, at der sad en livløs person inde i bilen.

En bilinspektør blev også tilkaldt til stedet for at undersøge de nærmere omstændighederne ved uheldet.

Den 29-åriges pårørende blev underrettet samme aften.

jwh

Publiceret 26 August 2020 17:12