Anne Kirketerp har brugt fire år til at indsamle empirisk materiale, der påviser, hvorfor vi bliver så glade og lykkelige af at bruge hænderne, at designe og skabe noget fysisk. Arbejdet er mundet ud i bogen 'Craft-psykologi – sundhedsfremmende effekter ved håndarbejde og håndværk', som hun har release på fredag ved en reception i hjemmet i Skrejrup. Foto: Lars Norman Thomsen

Anne Kirketerp har brugt fire år til at indsamle empirisk materiale, der påviser, hvorfor vi bliver så glade og lykkelige af at bruge hænderne, at designe og skabe noget fysisk. Arbejdet er mundet ud i bogen 'Craft-psykologi – sundhedsfremmende effekter ved håndarbejde og håndværk', som hun har release på fredag ved en reception i hjemmet i Skrejrup. Foto: Lars Norman Thomsen

Craft - vejen til meningsfuld selvforglemmelse

Anne Kirketerp, Skrejrup, har i 4 år arbejdet og forsket i hvilke effekter det har at lave håndarbejde og håndværk. Det fortæller hun nu om i en ny bog

Af
Lars Norman Thomsen

SKREJRUP Anne Kirketerp, 48, er et passioneret menneske. Det mærker man hurtigt, når man sidder overfor hende i hendes køkken i huset i Skrejrup og nipper til en kop friskbrygget kaffe.

Et indgangsspørgsmål, og så er hun - håndarbejdslærer, psykolog. Ph.d. - over stok sten med at fortælle og gestikulere.

Ikke på en anmassende og selvfed facon, men med stort engagement og lyst til at dele sine resultater fra en række års seriøst forskningsarbejde om craft-psykologi, som nu er blevet forløst i en ny bog.

'Craft-psykologi – sundhedsfremmende effekter ved håndarbejde og håndværk', er titlen, og det lyder måske drabeligt i nogens ører, men bogen er faktisk meget nem at give sig i kast med, let tilgængelig, fint disponeret og i en indbydende opsætning. Bogen er et resultat af fire års arbejde og forskning i de gavnlige fysiske og psykologiske effekter, det har at lave håndarbejde og håndværk, for mennesker.

Anne Kirketerp har studeret, hvad der sker i hjernen, når vi strikker, hækler eller syr.

"Særligt her i Corona-tiden er rigtig mange begyndt at tage en hobby op og oplever, hvor meningsfyldt og afstressende det er at lave noget med hænderne. Det kan både være surdejsbageri, strik, keramik og meget andet," siger Anne Kirketerp.

Craft

Der er skrevet et hav af bøger om motions gavnlige virkning på menneskers velbefindende, men kun få om, hvordan håndarbejde og håndværk gør det samme.

"Det provokerede mig til at gå i gang, for jeg vidste om nogen som passioneret udøver af håndarbejde i alle mulige sammenhænge, hvilken gavnlig effekt det havde på mig selv. Din hjerterytme og dit nervesystem falder til ro, når du strikker, hækler eller laver noget andet craft," siger Anne Kirketerp.

"Jeg påviser i min bog, hvad du kan gøre aktivt for at få en sundere og mindre stressende hverdag, når du laver noget enkelt craft. Men også hvorfor du bedre kan koncentrere dig og være tilstede i sociale sammenhænge."

Anne Kirketerp var med til at starte 'Den eksperimenterende tekstilskole', D.E.T, i Georgsminde ved Nimtofte i 1995 og arbejdede der i 7 år.

"I de år, hvor jeg arbejde på D.E.T., opdagede jeg, hvordan tekstiler og håndarbejde kan frisætte mennesker. Oplevelsen af at sidde fordybet i håndarbejdet og glemme tid og sted – bare være lykkelig. Det er denne følelse, som jeg dengang ikke havde megen teoretisk viden om, men som gør, at jeg altid vender tilbage og altid savner at have tekstiler i hånden," fortæller Anne Kirketerp.

FAKTA

Anne Kirketerp

  • Håndarbejdslærer, Psykolog, og Ph.d.
  • Bor i Skrejrup v. Rønde
  • Ophavskvinde til området 'Craft psykologi'
  • Er i dag fri forsker, forfatter, foredragsholder og underviser på en lang række uddannelser herunder ekstern lektor på Aarhus Universitet
  • Har tidligere været forskningsleder på VIA UC og udviklingsleder på Center For Innovation og Entreprenørskab på Aarhus Universitet
  • Har de seneste 20 år arbejdet med håndarbejde og psykologi og har lanceret en ny certificeret uddannelse i Craft-psykologi

Publiceret 20 August 2020 18:30