Henrik Elkjær (stående) er nærmest født ind i Nørre Djurs HK og engageret i klubbens ve og vel. Det skinnede tydeligt igennem for de fremmødte politikere på sidste uges møde: Fotos: Lars Norman Thomsen

Henrik Elkjær (stående) er nærmest født ind i Nørre Djurs HK og engageret i klubbens ve og vel. Det skinnede tydeligt igennem for de fremmødte politikere på sidste uges møde: Fotos: Lars Norman Thomsen

Norddjurs Kommune skal have en politik for eliten

Nørre Djurs HK havde samlet en kreds af lokalpolitikere i sidste uge for at fortælle om klubben, dens ambitioner og de sportslige konsekvenser nu og her af manglende træningstimer

Af
Lars Norman Thomsen

GLESBORG Er det realistisk, at landsbyen Nørre Djurs HKs bedste herrehold i 2. Division kan rykke op i den landsdækkende 1. Division i løbet af nogle år, og dermed blive blandt de 28 bedste herreklubber i Danmark?

"Ja, det er det," fastslog Nicolaj Danefeld Hansen, spillende sportschef i Nørre Djurs HK og mastermind for Nørre Djurs HK Elite sammen med Klaus Allermann, formand for eliteafdelingen i landsbyklubben.

"Men det kræver bred opbakning fra vores sponsorer, men sandelig også fra Norddjurs Kommune og politikerne, hvis det skal lykkes," supplerede sportschefen overfor de fremmødte lokalpolitikere med borgmester Jan Petersen (S) i spidsen ved et møde i Nørre Djurs Hallen i sidste uge, hvori også deltog repræsentanter fra halbestyrelsen og håndboldafdelingen i Nørre Djurs HK.

Bredde og elite

Det var håndboldafdelingen, der var initiativtager til mødet.

Henrik Elkjær, mangeårig ildsjæl, aktiv spiller, ungdomstræner og ungdomskonsulent i Nørre Djurs HK sørgede for sammen med Nicolaj Danefeld Hansen at give de fremmødte en tour de force af en præsentation af håndboldklubben i Glesborg, der med sine godt 240 medlemmer er den største på Djursland, og hvor princippet om, 'at være breddeklub med plads til elite' holdes i hævd - ikke mindst af den mangeårige håndboldformand Karen Margrethe Fogh Nielsen.

Manglende træningstid

Nørre Djurs HK forventer at kunne stille 23-24 turneringshold i den kommende sæson, og det alene er en udfordring, når der skal afvikles hjemmestævner.

Det kræver som udgangspunkt, at både fredag, lørdag og søndag er til rådighed og enkelte gange også onsdag for at nå i mål med de mange kampe til hjemmestævnerne.

Det går så ud over den knappe træningstid, som Nørre Djurs HK ikke har for meget af i forvejen, som politikerne kunne se ved selvsyn på et af papirer, som Henrik Elkjær præsenterede for dem.

"Det er korrekt, at vi har fået tildelt de timer i Nørre Djurs Hallen, som vi er berettiget til, og det er også korrekt, at vi har fået tilbudt timer i bl.a. Ørum, men det tilbud strandede på, at vi ikke måtte bruge harpiks, og det er nu engang nødvendigt, når man spiller håndbold," understregede Henrik Elkjær.

Han og andre omkring bordet efterlyste en bedre dialog med den kommunale forvaltning om problemerne med de manglende træningstimer.

En bold som Venstres kommunalbestyrelsesmedlem Rikke Albæk, selv mangeårig aktiv i Nørre Djurs HK, greb med det samme og stærkt plæderede for skal blive bedre fremover.

Elitepolitik

Ingen vovede at sige det højt, men en løsning på Nørre Djurs HKs manglende træningstimer kan meget nemt løses ved at udbygge den nuværende multihal, så Nørre Djurs Hallen kommer til at bestå af to 20 x 40 meter håndboldbaner.

Derimod var der højlydt politisk opbakning til, at Norddjurs Kommune får formuleret en decideret elitepolitik, så klubber som Nørre Djurs HK med store sportslige ambitioner og ligeledes elitegymnasterne i TeamGym Djurs i Trustrup får bedre forhold at arbejde under.

"Skal vi lykkes med at rykke op i 1. Division med en base af lokale spillere og fortsat tiltrække spillere udefra, der vil vores projekt og Norddjurs, kræver det masser af træning fra de tidlige ungdomsår. Der er ingen smutveje til succes," forklarede Nicolaj Danefeld Hansen.

"Vi ved allerede nu, at der rundt om i landet bliver lagt mærke til landsbyklubben Nørre Djurs HK, og det smitter selvfølgelig også positivt af på Norddjurs Kommune," lød det fra den spillende sportschef, der selv har spillet på topplan i danske ligaklubber i en lang årrække, men nu er 'vendt hjem' for at løfte Djurslands stærkeste håndboldklub til landets næstøverste hylde.

Publiceret 12 August 2020 11:30