Marie Magdalene Kirkes tidligere organist Anita Hyldgård Samsing og sopranen Nickie Johansson udgør til sammen Duo Samsson, der er koncertaktuelle i Marie Magdalene Kirke torsdag 6. august. Pressefoto

Marie Magdalene Kirkes tidligere organist Anita Hyldgård Samsing og sopranen Nickie Johansson udgør til sammen Duo Samsson, der er koncertaktuelle i Marie Magdalene Kirke torsdag 6. august. Pressefoto

”En melodi skal ligge som støbt om teksten”

Duo Samsson har en perlerække af Carl Nielsens sommersange på programmet til koncert i Marie Magdalene Kirke

Af
Lars Norman Thomsen

Danmarks berømte komponist Carl Nielsen (1865-1931) havde en ambition om at gøre gode danske digte sangbare.

”En melodi skal ligge som støbt om teksten”, sagde Carl Nielsen, og det formåede han stærkt til bl.a. Helge Rodes 'Som en rejselysten flåde' og Harald Bergsteds to velkendte evergreens 'Jeg ved en lærkerede' og 'Solen er så rød mor'.

Sidstnævnte er på programmet til sommerkoncerten i Marie Magdalene Kirke torsdag 6. august, hvor Duo Samsson bestående af sopranen Nickie Johansson og pianisten og organisten Anita Hyldgård Samsing atter er på plakaten.

Det var med duoen med stor succes for et år siden.

De to musikere har sammensat et nyt sommerprogram med bl.a. Carl Nielsens sommersange, hvor der blandt andet bliver lejlighed til at høre Ludvig Holsteins 'Æbleblomst' og 'Sommersang' og føromtalte 'Solen er så rød, mor'. Lieder af Johann Sebastian Bach står også på programmet, og her fremfører de to musikere blandt andet 'Bist du bei mir', 'Dir, dir Jehova' og 'O Jesulein süss'. Anita Hyldgård Samsing spiller på orglet et uddrag af Bach-sønnen Carl Philipp Emanuel Bachs sonate i F-dur, og på klaveret et uddrag af '5 klaverstykker' af Carl Nielsen. Endelig bliver der også mulighed for at høre musik af Mozart. Der er gratis adgang til denne sommerkoncert i Marie Magdalene Kirke. Der er showtime klokken 19.30.

For Anita Hyldgård Samsing er koncerten ekstra markant i år, idet hun netop er fratrådt jobbet som organist ved Marie Magdalene, Koed og Pindstrup Kirker og nu ansat ved Gl. Rye Kirke ved Himmelbjerget.

Publiceret 05 August 2020 07:30