Michael Skovsholt Landerholm i sit mikrobryggeri på 6,5 kvm i erhvervsparken på Fabriksvej i Mørke. Foto: Anette Bonde.

Michael Skovsholt Landerholm i sit mikrobryggeri på 6,5 kvm i erhvervsparken på Fabriksvej i Mørke. Foto: Anette Bonde.

Myrki:

Det startede ved en fest med noget godt øl

Michael Skovsholt Landerholm, Mørke, er efter tre år som amatør-brygger blevet 'rigtig' ølbrygger med Myrki Mikrobryg

Af
Anette Bonde

mørke "Velkommen, kom indenfor i mit lille bryggeri," lyder det hjerteligt fra Michael Skovsholt Landerholm,. Han går forrest ind i det lille rum, og det er virkelig ikke stort: 6½ kvm. Rummet er fyldt godt op: to gærtanke, en koger, en stor vask, kølesystem, fustager, slanger og hvad der ellers skal til. Længere henne ad gangen lejer han et lidt større rum til lager, cirka 10 kvm.

Med de to gærtanke kan han producere lidt over 300 liter øl om måneden. Og det går godt - ja, næsten for godt. Han har familie med to børn, jobber fuldtids som salgsingeniør, og arbejder med sine øl i weekender og nogle aftener. Egentlig kunne han godt tænke sig lidt mere fritid.

"Men det er svært, når alt bliver solgt," smiler han.

God hjemmelavet øl

Eventyret med ølbrygningen startede for fire år siden ved en privat fest, hvor der blev serveret god, hjemmelavet øl. Michael fik lyst til også at brygge øl, og i tre år bryggede han på amatørvis med kolber og gærlås.

Da familien skulle flytte og der ikke var plads til brygge-udstyret i den nye bolig, besluttede Michael at leje lokaler. Der viste sig at være to egnede lokaler i erhvervsparken på Fabriksvej i Mørke, endda tæt på hjemmet.

"Og da jeg nu alligevel skulle til at betale husleje, besluttede jeg at blive godkendt og få tilladelse til at måtte sælge."

I juni 2019 fik han tilladelsen, og i august solgte han det første øl.

Lige siden er det som nævnt gået forrygende. Det gik faktisk så godt, at han ikke havde nok øl at sælge af ved julemarkedet i Byens Hus i Mørke og ved selve julemarkedet i Mørke.

"Efter julemarkedet på Rosenholm Slot var der næsten intet tilbage. Så i år starter jeg på juleøl i september."

Flasker og fustager

Myrki-øllen kan købes i fustager på henholdsvis 9,5 og 19 liter, og i flasker a 33 cl og 50 cl. Flaskerne er med pantmærke, så de kan returneres i butikker. Den forhandles i specialforretninger i Auning og Ebeltoft og som udskænket øl på Landevejskroen i Mørke. Man kan også købe øllen via Myrkis webshop, og så er der en gang imellem åbent på selve bryggeriet - det annonceres på Mørkes Facebook og på Myrkis Instagram. Eller man kan kontakte Michael og aftale nærmere.

Når alle øl tælles med er der efterhånden ti forskellige øl, lige fra helt lys hvidøl til den mørkeste porter. Foto: Anette Bonde.

Når alle øl tælles med er der efterhånden ti forskellige øl, lige fra helt lys hvidøl til den mørkeste porter. Foto: Anette Bonde.

Han har desuden planer om at lave ølsmagninger hos private og var også kommet godt i gang, men corona-krisen stoppede det igen.

"Men det kommer senere."

Michael er stadig bidt af ølbrygningen.

"Man skal ikke begynde at regne timelønnen ud, og man skal kunne li' at rengøre, men ja, det er stadig sjovt at brygge og sælge øllen."

Så lokalt som muligt

Smagen nuanceres ved hjælp af maltens forskellige ristninger og ved brug af forskellig slags humle.

Krydderier er kun brugt i en enkelt øl.

Michael dyrker selv lidt humle hjemme på terrassen, mest for at lære. Engang i fremtiden vil han gerne selv have en humlegård og bruge lokal humle, og han kunne også godt tænke sig at få en aftale med en lokal landmand om levering af byg.

"Så meget lokalt som muligt."

Etiketterne på de forskellige øl er i øvrigt med lokale motiver, blandt andet Mørkes træmand, Kalø Slotsruin, Sangstrup Klint og Trehøje.

Publiceret 31 July 2020 11:30