Borgerne i Syddjurs Kommune kan ifølge undersøgelsen fra Spar Nord se frem til i gennemsnit at få 23.416 kroner før skat, når feriepengene udbetales.Arkivfoto

Borgerne i Syddjurs Kommune kan ifølge undersøgelsen fra Spar Nord se frem til i gennemsnit at få 23.416 kroner før skat, når feriepengene udbetales.Arkivfoto

Feriepenge: Et bud på pengeregnen på Djursland

Der er store forskelle på, hvor meget den gennemsnitlige lønmodtager i landets kommuner står til at få udbetalt i indefrosne feriepenge, viser en ny undersøgelse fra Spar Nord

Af
Lars Norman Thomsen

DJURSLAND Senest til oktober vil de danske lønmodtagere, hvis de ønsker det, få udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge som en del af Folketingets brede aftale om genopretning af dansk økonomi efter, at coronakrisen har sat sine spor.

Der er dog store forskelle på, hvor meget den gennemsnitlige lønmodtager - fordelt på kommuner - får udbetalt. Det viser en ny undersøgelse fra Spar Nord, som er foretaget på baggrund af de aktuelle løntal fra Danmarks Statistik.

Ifølge undersøgelsen placerer Syddjurs sig som nummer 51 - blandt landets 98 kommuner - på rangstigen over, hvor lønmodtagerne har optjent flest feriepenge siden 1. september og således får flest penge udbetalt i gennemsnit per lønmodtager.

Norddjurs ligger i den tunge ende på en placering som nummer 88.

Borgerne i Syddjurs kan i gennemsnit se frem til at få 23.416 kroner før skat ind på kontoen, mens det tilsvarende tal i Norddjurs er 21.484 kroner.

Ifølge undersøgelsen er det - ikke overraskende - især lønmodtagerne i flere af velhaverkommunerne på Sjælland, der kan se frem til at få et ekstra stort beløb ind på kontoen. Gentofte, Rudersdal og Hørsholm Kommune placerer sig nemlig i top tre over de kommuner, hvor lønmodtagerne har optjent flest feriepenge siden 1. september og således får flest penge udbetalt i gennemsnit per lønmodtager.

Dermed kan de se frem til, at de tre ugers indefrosne feriepenge, som det nu snart bliver muligt at få udbetalt, løber op i hele 41.561 kroner, 39.372 kroner og 38.950 kroner før skat, hvis man forudsætter, at der ikke er indbetalt til pensionsopsparingen.

Skanderborg topper

"Der er store kommunale forskelle på, hvor mange penge der bliver udbetalt, og her placerer kommuner i den nordlige del af hovedstadsområdet, hvor mange mere velhavende familier bosætter sig, ikke overraskende øverst på listen. Faktisk skal man helt ned til nummer 18 på listen, nemlig Skanderborg Kommune, som får 26.918 kroner udbetalt i feriepenge, for overhovedet at finde en kommune, der ikke ligger på Sjælland," udtaler cheføkonom i Spar Nord, Jens Nyholm.

Øget forbrug?

Vil Folketingets intentioner om et større forbrug holde vand?

Cheføkonomen peger på, at udbetalingen af de såkaldte SP-penge (Den Særlige Pensionsopsparing) tilbage i 2009 virkede efter hensigten ved at føre til øget forbrug. Udbetalingen af SP-pengene indebar – tilsvarende den aktuelle situation – at staten gav danskerne adgang til deres egne penge.

"Vi har tidligere set, at samme model har været en stor succes med et højt forbrug hos danskerne. Der, hvor vi nok vil se den mindste forbrugstilbøjelighed, er hos netop de lønmodtagere, som tjener mest og nok formentlig vil spare op i stedet for at bruge dem – eller helt undlade at få dem udbetalt, da beskatningen er høj og behovet knap så stort."

Publiceret 30 July 2020 06:00