Foto: Kattegatcentret

Foto: Kattegatcentret

Se billeder og sjælden video:

Nuttet sælunge født i Kattegatcentret

Torsdag aften kom den fineste lille sælunge til verden i Kattegatcentret i Grenaa

Kattegatcentrets spættede sælhun Liv fødte torsdag aften klokken 20.01 den fineste lille sælunge. Fødslen foregik på sælanlæggets lille naturlige strand, oplyses det i en pressemeddelelse.

Foto: Kattegatcentret

Foto: Kattegatcentret

Optagelser fra et overvågningskamera i sælanlægget viser, at sælungens far Felix fulgte interesseret med i fødslen fra sidelinjen. Da fødslen var på sit højeste, og Liv vred og vendte sig på stranden, valgte han dog at fortrække til vandet.

"Vi har længe vidst, at Liv var drægtig og har glædet os til fødslen! Det er et af årets store højdepunkter, når vi får en ny, lille sælunge, og selvom Liv har født mange gange, er det er altid en lettelse, når det er overstået og gået godt. Det er sjældent, at vi fanger fødslen på kamera, men i år lykkedes det og heldigvis foregik fødslen først på aftenen, mens det stadig var lyst," fortæller forskningsleder Lone Thybo Mouritsen.

Foto: Kattegatcentret

Foto: Kattegatcentret

Du kan se videoen af fødslen nederst i artiklen.

Både mor og unge har det godt, og når den lille unge ikke er oppe på stranden for at die, svømmer den livligt rundt i sælernes udendørs naturanlæg.

Det er ikke så lidt, sådan en sælunge sætter til livs. Den dier kun i fire-seks uger, men sælmælk er utrolig fed, så den kan tage næsten et kilo på om dagen, og bagefter er den i stand til at klare sig selv.

I Kattegatcentret starter sælungen med at få sild. I naturen starter sælunger med at spise søstjerner og krabber, som er nemme at fange, inden de begynder at fange fisk, som de voksne sæler.

Foto: Kattegatcentret

Foto: Kattegatcentret

Når den nyfødte sælunge i efteråret er blevet gammel nok til at "flytte hjemmefra", skal den videre til et andet akvarium eller zoologisk have.

dp

FAKTA

  • Sælungen vejer som nyfødt cirka ti kilo og måler cirka 80 cm. Den kan svømme med det samme, men bevæger sig lidt kluntet i starten.
  • Spættede sæler føder deres unger midt på sommeren, hvorfor man i denne periode observerer mange sælunger i naturen. Det er normalt, at sælunger ofte ligger alene på strandbredden og hyler. Men det betyder ikke, at de er blevet efterladt. Moren er sandsynligvis svømmet ud for at finde føde, og ungen kan være ladt alene i flere timer. Men menneskers færden i nærheden af ungen kan forhindre, at moren vender tilbage, og derfor er det vigtigt, at man lader ungen være.

Publiceret 24 July 2020 15:42