Ingerlise Vikne har ikke tidligere haft tanker om at blive gallerist. På grund af coronaens indtog blev hun nødt til at tænke nyt, og nu har hun slået dørene op i Kunstsalonen i Jernbanegade.

Ingerlise Vikne har ikke tidligere haft tanker om at blive gallerist. På grund af coronaens indtog blev hun nødt til at tænke nyt, og nu har hun slået dørene op i Kunstsalonen i Jernbanegade.

Kunstsalonen er åbnet i Ebeltoft:

"Jeg synes, det bliver lidt stift, når man kalder det et galleri"

Kunstneren Ingerlise Vikne har været nødt til at reflektere over tilværelsen, og det er der kommet et helt nyt skridt i livet ud af

Af
Simon Carlson

Ebeltoft Der står et par store røde lænestole i rød velour ved vinduet i hjørnet af lokalet. På det runde bord ligger rosenblade strøet ud over bordpladen, og der står friske jordbær i en lille skål. Her har Ingerlise Vikne forestillet sig, at man i det nyåbnede Kunstsalonen i Jernbanegade kan sidde og studere, diskutere og reflektere over malerierne og skulpturerne i rummet.

"Jeg har valgt at kalde det Kunstsalonen. Jeg synes, det bliver lidt stift, når man kalder det et galleri, og jeg vil gerne have, at det bliver alt andet end stift. Det skal være et sted, hvor man kan komme ind og kigge, og man kan røre ved skulpturerne. Hjertet åbner sig, når sanserne bliver ramt, så det her skal være et sted, hvor sanserne bombarderes" fortæller Ingerlise Vikne.

"Jeg åbner et galleri"

Det er imidlertid et galleri, hun har slået dørene op for i Ebeltoft, og netop den del af kunsten er en temmelig ny verden, hun nu skal undersøge. Ingerlise Vikne er selv kunstmaler og har udstillet mange steder i verden; blandt andet Berlin og Barcelona. Som regel er det dog Galleri V58 i Aarhus, der prydes af hendes malerier, men ligesom så mange andre mennesker, har corona-pandemien også haft konsekvenser for Ingerlise Vikne. En titel som gallerist har således ikke tidligere været en del af kunstnerens selvopfattelse.

"Alt har ligget helt stille på grund af corona, fordi gallerierne også har været lukkede. Jeg har heller ikke kunnet undervise, som jeg ellers også gør, så til sidst tænkte jeg; 'ved du hvad? Jeg åbner et galleri'. Jeg var ude at køre en dag, da jeg fik øje på stedet her, og pludselig følte jeg mig bare kaldet til, at galleriet skulle ligge her," beretter Ingerlise Vikne.

Kort efter var en aftale med udlejeren på plads, og arbejdet med at fylde galleriet gik i gang. På væggene hænger nu værker af syv anerkendte internationale kunstnere fra Frankrig, USA og Syrien og Ingerlise Viknes egne malerier. Alle kunstnerne er også repræsenteret ved Galleri V58.

Norge og melankoli

Hun har boet i Danmark i 25 år, men er vokset op i Norge, og en stor del af opvækstens sind har hun taget med ind i sine egne værker. Ikke som landskabsmaleri, men den fordybelse der blev en selvfølgelig del af at vokse op omgivet af fjelde og vild natur.

Det kommer blandt andet til udtryk gennem Ingerlise Viknes malerier af ansigter. Ofte har eksempelvis hendes malerier af børneansigter et neutralt eller melankolsk ansigtsudtryk. Ifølge Ingerlise Vikne er der mange, der undrende spørger til, hvorfor hun eksempelvis ikke maler glade børn, og det er der en særlig grund til.

"Der er en del, der føler sig skræmt over, at børn ikke altid ser glade ud, men man skal ikke være bange for et barn, der har et melankolsk ansigtsudtryk. De viser bare, hvem de er. Børn er endnu ikke blevet påvirket til, at man skal vise omverdenen en bestemt side af sig selv, ligesom vi voksne tit gør og viser glansbilledet. Det kan jeg virkelig godt lide. Det minder mig om min egen opvækst, hvor jeg fik lov at være introvert og gå ture på fjeldet alene og fordybe mig, når jeg havde behov for det," forklarer Ingerlise Vikne.

Fordybelsens øjeblik

Det er i høj grad coronaens indtog, der har skubbet hende i den galleristens retning. Uden den var nødvendigheden i at tænke anderledes muligvis ikke opstået, og den fordybelse og selvrefleksion vil Ingerlise Vikne gerne dele i Kunstsalonen.

I løbet af sommeren vil hun en aften om ugen forsøge at omdanne Kunstsalonen til et kunstnerforum, hvor interesserede kan tale om og diskutere kunst. Det hele handler om fordybelse.

"Nogle gange bliver man nødt til at trække sig tilbage for at komme fremad, og det har jeg selv været nødt til i den her situation. Jeg har været nødt til at reflektere og tænke nyt. Det vil jeg gerne med Kunstsalonen; at man kan komme ind og få et øjebliks fordybelse," konstaterer Ingerlise Vikne.

Publiceret 06 July 2020 15:15