Mogens Høeg Hørning (th.) er stoppet som kredsformand for Venstre på Djursland. En afløser findes i løbet af sommerferien, så der kan afholdes et opstillingsmøde i august, som bekræfter, at Britt Bager igen kan få ovrrakt en buket blomster, som bevis på, at hun er genvalgt til at være Venstres folketingskandidat på Djursland. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Mogens Høeg Hørning (th.) er stoppet som kredsformand for Venstre på Djursland. En afløser findes i løbet af sommerferien, så der kan afholdes et opstillingsmøde i august, som bekræfter, at Britt Bager igen kan få ovrrakt en buket blomster, som bevis på, at hun er genvalgt til at være Venstres folketingskandidat på Djursland. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Venstre uden kredsformand på Djursland

Mogens Høeg Hørning, Ørsted, meddelte sin kredsbestyrelse på et møde i juni, at det var slut for hans vedkommende

Af
Lars Norman Thomsen

DJURSLAND Venstre skal have ny kredsformand på Djursland efter, at Mogens Høeg Hørning, Ørsted, på et bestyrelsesmøde i juni takkede af.

"Det var der intet dramatisk i. Jeg havde allerede luftet overfor bestyrelsen for et halvt år siden, at jeg ville stoppe, så det er bare det, der sket," siger Mogens Høeg Hørning.

Han har ingen mening om, hvem der skal afløse ham, og i det hele taget kommer politik ikke til at fylde ret meget i fremtiden for den 60-årige gårdejer.

"Jeg er stoppet og skal ikke kloge mig på, hvem der skal være min afløser eller, hvordan Venstre skal føre politik. Jeg betaler fortsat mit kontingent til partiet, men jeg har taget min politisk tørn, og så skal man være god til at stoppe ved ikke at blande sig."

Han kaster sig nu over i stedet over opgaver i Randers Rotary Østre, hvor han engageret i aftaler om rejse-udveksling af unge.

Opstillingsmøde i venteposition

Grundet Corona-situationen har Venstre ikke haft mulighed for at holde et opstillingsmøde, som skal bekræfte, at Britt Bager fortsætter som folketingskandidat i Djurskredsen.

Britt Bager siger til Lokalavisen, at hun gerne vil fortsætte, men lige nu venter hun på, at der kommer en ny kredsformand.

Kredsbestyrelsen for Djurskredsen består af en række medlemmer udpeget af Venstre i Syddjurs, Venstre i Norddjurs, Venstres Ungdom på Djursland.

Ifølge Venstres vedtægter skal medlemmerne i de enkelte kredse bekræfte valget af folketingskandidat senest et år efter sidste folketingsvalg.

Venstre-kredsene har dog denne gang fået dispensation til at overskride deadline, så der kommer et opstillingsmøde efter sommerferien.

Hvem tager over?

Søren Høg, formand for Venstres lokalforening i Syddjurs, forventer, at der i løbet af sommerferien bliver udpeget en nu kredsformand.

"Det har jeg en aftale om med John Daugaard Hansen (Formand for Venstres Kommuneforening i Norddjurs, hvor der er tre lokale partiforeninger, red.). Vi har dog ikke aftalt en endelig dato endnu for et møde" siger Søren Høeg.

Venstres lokalformand i Syddjurs fortæller, at han er vidende om, at et Syddjus medlem i den nuværende kredsbestyrelse er interesseret i at blive kredsformand.

Når kredsformanden er fundet, bliver der sat dato på opstillingsmødet.

"Vi har fået dispensation til at afholde det inden 1. september, tror jeg det er, og jeg har en helt klar forventning om, at Britt Bager fortsætter. Det er der også klar opbakning til hos vores medlemmer på Djursland," fastslår Søren Høg.

Publiceret 02 July 2020 18:35