Den norske families bil efter ulykken. Foto: Øxenholt Foto

Den norske families bil efter ulykken. Foto: Øxenholt Foto

Rapport fastslår:

Advarselssignal virkede ved letbane-dødsulykke

Alt tyder på, at norsk familiefar ikke havde registreret advarslerne om, at et letbanetog var på vej

Af
Danni Paulsen

Det var flere fejl hist og her, men ikke fejl, der kan have ledt til den forfærdelige ulykke, der overgik en norsk familie lørdag formiddag den 6. juli 2019, hvor en far og søn blev dræbt, mens en mor og datter overlevede.

Det er konklusionen i ulykkesrapporten fra Havarikommissionen, som udkom torsdag.

Familiens bil blev ramt med voldsom kraft af et letbanetog i en overskæring på Albøgevej i Trustrup og blev skubbet adskillige meter, før toget kunne standse. De to dræbte døde på stedet.

Havarikommissionen har ifølge leder for jernbaneenheden Bo Haaning været ekstra grundig i undersøgelserne omkring signalanlægget ved overkørslen, fordi det var under ombygning.

Bilistens skyld

Man har villet klarlægge, om ombygningen kan have haft betydning for, om det virkede på ulykkestidspunktet. Og det gjorde det, lyder konklusionen.

"Årsagen til ulykken var, at bilisten ikke standsede inden overkørslen," skriver Havarikommissionen i rapporten.

Ifølge Bo Haaning er der dog tale om en vurdering, og ikke et faktum, som er endegyldigt bevist.

"Spørger du mig, om vi kan bevise, at overkørslen virkede i ulykkesøjeblikket, er svaret nej, for vi var der ikke," siger han.

Ved de gennemgribende undersøgelser efter ulykken virkede signalanlægget upåklageligt.

Ville det give mening, hvis signalanlægget ikke virkede i ulykkesøjeblikket, men virkede efterfølgende, da I testede det?

"Nej. Vores vurdering er, at det virkede, som det skulle på ulykkestidspunktet."

Letbanetoget efter påkørslen. Foto: Øxenholt Foto

Letbanetoget efter påkørslen. Foto: Øxenholt Foto

Mor så ikke signaler

I rapporten kan man læse, at familien netop havde forladt en lokal hundepension for at aflevere deres hund, inden de skulle en tur i Djurs Sommerland.

Den norske mor, som blev kvæstet ved ulykken, men overlevede, har dog efterfølgende forklaret, at hun ikke havde bemærket nogen faresignaler i form af lyd eller lys.

Hvad har I gjort jer af tanker om morens udsagn?

"Det tager vi selvfølgelig med. Men der var også en letbanepassager, som mente at have hørt klokkerne ringe, uden at være sikker," forklarer Bo Haaning.

Havarikommissionen og eksterne specialister fandt dog flere kritikpunkter i forbindelse med ulykkesstedet. Der var vejsignaler, som kunne være svære at se samt skilte med omkørsel og vejspærring, som kunne forvirre.

Men hvad der gjorde, at den norske familiefar i sidste ende valgte at køre ud i overkørslen, får vi formentlig aldrig svar på.

"I Norge har man også hvidt, blinkende lys, som indikerer, at overkørslen er sikker at passere. Det har vi ikke i Danmark, men vi har begge røde lys. Der var også være bom-"arme" i siden, som stod i opret position, som han kan have tolket, som om det var sikkert at passere. Der var mange ting i forbindelse med ombygningen, som kan have forvirret ham eller gjort ham i tvivl om, hvorvidt det var sikkert at køre over. Men det får vi aldrig svar på. Det er gætværk. ," siger Bo Haaning.

Hos Aarhus Letbane er man lettet over rapportens konklusioner.

"Det var en forfærdelig og tragisk ulykke, men Aarhus Letbane er, sagens alvor taget i betragtning, trods alt tilfredse med, at Havarikommissionen vurderer, at overkørselsanlægget har virket," skriver direktør Michael Borre i en pressemeddelelse.

Publiceret 25 June 2020 14:27