Bestyrer af Repair Café Kolind Ib Fibecker er godt i gang med de første reparationer. Reparationscaféen holder tal på, hvor mange produkter, det lykkes at reparere og forlænge levetiden på.

Bestyrer af Repair Café Kolind Ib Fibecker er godt i gang med de første reparationer. Reparationscaféen holder tal på, hvor mange produkter, det lykkes at reparere og forlænge levetiden på.

Slut med nyt, nyt, nyt:

Reparationscafé gør op med forbrugskulturen

Djursland får sin første Repair Café i Kolind

Af
Simon Carlson

Kolind Der ligger masser af tøj spredt hen over langbordet i lokalet i Kafé Kolind. Et andet sted i rummet står en cykel med behov for en lap det rette sted på slangen. En netop opstillet skruetvinge venter på at komme i sving, mens værktøjskassen på hjul er parat til at blive rullet frem.

Det er åbningsdag for Repair Café Kolind. Den ligger i en anden af byens caféer, Kafé Kolind, og her vil der hver anden onsdag fremover være åben for, at man kan stikke hovedet ind med ejendele, som på den ene eller den anden måde er gået i stykker. Formålet er at reparere tingene i stedet for blot at smide ud og købe noget nyt. Det fortæller Ib Fibecker, som bestyrer det nye tilbud i Kolind.

"Inspirationen kommer blandt andet fra USA, hvor der er en kultur, som i stigende grad forsøger at ændre forbrugsmønstret fra hele tiden at smide ud og købe nyt til i stedet at forsøge at reparere tingene. Vi ser det også herhjemme, at folk ønsker at nedsætte deres ressourceforbrug og forsøge at forlænge produkternes levetid. Det kan man også se her. Snakken om, at vi starter er allerede gået, så der er kommet masser af ting ind," noterer Ib Fibecker.

Alle kan bidrage

Repair Café Kolind bliver den første af sin slags på Djursland, men er en del af af den landsdækkende forening Repair Café Danmark, som startede i 2013. Selv om konceptet efterhånden har en del år på bagen, så har opstarten i Kolind behov for at få stablet lokalt netværk på benene. Derfor leder Repair Café Kolind efter frivillige, der har lyst til at bruge et par timer på at reparere diverse produkter.

"Vi har behov for frivillige fiksere, som vi kalder det, for jeg kan jo desværre ikke nå det hele. Alle kan komme og bidrage med det, de kan, for vi kan jo ikke love, at vi kan reparere alting, men vi kan gøre et forsøg," konstaterer Ib Fibecker og tilføjer, at man som frivillig fikser ikke bliver holdt ansvarlig, hvis et produkt går i stykker under reparationsforsøget.

Repair Café Kolind havde første åbningsdag onsdag i sidste uge. Reparationscaféen holder åbent onsdage i ulige uger, og det betyder, at næste åbningsdag er onsdag 1. juli.

Repair Café Kolind havde første åbningsdag onsdag i sidste uge. Reparationscaféen holder åbent onsdage i ulige uger, og det betyder, at næste åbningsdag er onsdag 1. juli.

Indtil videre er der åbent onsdage i ulige uger fra 10-13, og her er alle velkomne til at komme ind med deres produkter.

Hjælper fællesskabet

For daglig leder af Kafé Kolind Bente Møller er den nye Repair Café endnu et tiltag, der skaber liv i Kafé Kolinds, mens det også bidrager til det sociale værested generelle udvikling.

"Det er så vigtigt for os, at vi er med frem, og at der sker noget hos os. Det er jo noget af det, vi skal vise frem, når vi er ude og søge penge til vores arbejde. Her passer Repair Café rigtig godt ind hos os, fordi det er bygget op om et fællesskab. Det hjælper til at få snakken i gang, når man sidder og arbejder med forskellige ting, og det er i sidste ende med til at skabe nogle gode relationer," siger Bente Møller.

Publiceret 24 June 2020 11:03