Oliver V. Wormslev Petersen.

Oliver V. Wormslev Petersen. Pressefoto.

Aarhus Lufthavn vil vinde det corona-tabte terræn tilbage: Hyrer specialist

Rutestrateg fra Københavns Lufthavn skal skaffe nye ruter i Aarhus Airport

Aarhus Lufthavn har hyret rutestrategen Oliver V. Wormslev Petersen, som kommer fra Københavns Lufthavn og skal være med til at udvikle nye flyruter, så lufthavnen på Djursland kan nå målet om 1,5 millioner passagerer om året i 2030.

"Et kerneelement i lufthavnens vækstrejse er at tiltrække flere flyruter, der matcher østjyske business- og ferierejsendes behov. Aarhus Airport har langt flere potentielle passagerer i sit optageområde end nogen anden lufthavn i Jylland. Nu opprioriterer vi indsatsen og investerer i flere spidskompetencer inden for ruteudvikling, så vi kan skrue op for tempoet og vinde det corona-tabte terræn tilbage. Oliver kommer med en strategisk og analytisk tilgang, et stærkt internationalt netværk i flybranchen og en solid forretningsforståelse for, hvordan man skruer en kooperation sammen, der er til gavn for både flyselskaber, lufthavnen og ikke mindst passagerer," siger lufthavnens administrerende direktør Peer H. Kristensen i en pressemeddelelse.

Oliver V. Wormslev Petersen, 40, har blandt andet fået nye flyselskaber til at beflyve Bukarest, Paris, Tallinn og Amsterdam, ligesom han har været involveret i at få destinationer som Sofia, Nantes, Kiev og Lyon på afgangstavlen i København, oplyser Aarhus Lufthavn i pressemeddelelsen.

”Aarhus og Østjylland har udviklet sig til en særdeles spændende destination, som jeg glæder mig meget til at præsentere for internationale flyselskaber. Der er et rutepotentiale, der skal forløses, og jeg ser frem til at drøfte dette med mit netværk i jagten på at tiltrække en stribe attraktive flyruter til Aarhus Airport. Fokus vil være på, hvad der motiverer flyselskaberne til at bringe gæster til regionen samt at aktivere det danske rejsepotentiale ud af Østjylland," siger Oliver V. Wormslev Petersen.

Oliver bor til daglig i Hørsholm med hustruen Grith og børnene Marie og Daniel. Når han ikke rejser rundt i verden og mødes med flyselskaber, står den på masser af hygge med familie og venner, et godt Legoprojekt med ungerne, eller han får pulsen op med skiløb, tennis eller squash.

Han tiltræder 1. august som Director Route Development i Aarhus Airport. Han kommer til at køre tæt parløb med kollegaen David Surley, som ved samme lejlighed udnævnes til Director Route Development.

jr

Publiceret 12 June 2020 18:59