OBS: Dette er et modelfoto af en vilkårlig aggressiv hund. Det vides ikke, hvilken race hunden var.

OBS: Dette er et modelfoto af en vilkårlig aggressiv hund. Det vides ikke, hvilken race hunden var. Modelfoto: Adobe Stock.

Chok på vej på arbejde: Løs hund angreb mand og bed ham i balle og ben

Torsdag morgen ankom en 52-årig mand til sin arbejdsplads i Ebeltoft, da han så, at der på nabogrunden gik en hund løs på området. Han besluttede sig derfor for at kontakte ejeren for at gøre opmærksom på, at hunden gik løs rundt og ikke var inde i sin normale indhegning.

På vej hen mod døren blev manden pludselig angrebet af hunden, der bed ham i højre balle og i venstre underben. Manden skyndte sig herefter at løbe over i hallen, hvor han arbejder. Da han kort efter satte sig ud i sin bil for at køre til lægen, angreb hunden bilen og bed efter dækkene.

Politiet tog telefonisk kontakt til hundes 38-årige mandlige ejer, der ikke var klar over, at hunden gik løs, og han fik under samtalen med politiet kaldt hunden til sig. Det viste sig, at den havde gravet sig ud under indhegningen, mens ejeren havde sovet.

Hundeejeren blev sigtet for overtrædelse af hundeloven ved ikke at have haft fuld herredømme over hunden og ved ikke at have sikret, at den ikke kunne forvolde andre skade.

Ejeren var meget chokeret og ked af det, der var sket, og han ville straks tage kontakt til den 52-årige mand samt forbedre indhegningen, så hunden ikke slipper ud igen.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

jr

Publiceret 05 June 2020 11:34