Boghandler Niels Trangbæk kan blandt de otte udstillede værker vise Sigurjón Ólafssons sidste værk, træskulpturen ”Spor i sandet” fra 1982. Foto: Martin Schultz

Boghandler Niels Trangbæk kan blandt de otte udstillede værker vise Sigurjón Ólafssons sidste værk, træskulpturen ”Spor i sandet” fra 1982. Foto: Martin Schultz

Nordiske giganter udstiller i Boggalleriet

Boggalleriet i Rønde genåbner med udstilling af værker af den islandske billedhugger Sigurjón Ólafsson og Per Kirkeby

Af
Martin Schultz

RØNDE Kunsten vender tilbage efter corona-nedlukningen, når Boggalleriet lørdag 30. maj åbner en ny udstilling på første sal i Huset Trangbæk på Hovedgaden i Rønde. Udstyret med håndsprit og opfordringer om at holde afstand er boghandler Niels Trangbæk klar til at vise den udstilling, som har ventet på at åbne i flere måneder. Alt var nemlig klar til en åbning af udstillingen med den islandske billedhugger Sigurjón Ólafsson, da myndighederne 11. marts lukkede ned for blandt andet kulturlivet på grund af corona virussen.

Udover otte kendte værker af Sigurjón Ólafsson kan gæsterne også se to værker i bronze af Erik Thommesen og Einar Utzon-Frank fra Niels Trangbæks egen samling, ligesom der på Gallerigangen er en udstilling af grafik og oliekridttegninger af Per Kirkeby.

Billedhugger Erik Thommesen og professor Einar Utzon-Frank arbejdede sammen med den islandske kunster, som efter 17 år i Danmark i 1945 vendte tilbage til Island og der virkede til sin død i 1982. Nyligt afdøde Per Kirkeby havde en særlig tilknytning til Rønde gennem Aaben Vand projektet og er repræsenteret i byen med de to tårne på Kaløtorvet og Posthustorvet.

Lånt otte værker

Boggalleriet har tidligere vist udstillinger med skulpturer af blandt andet Per Kirkeby, Lisbeth Nielsen og Dick Nyhuus. Med udstillingen af Sigurjón Ólafssons værker arbejder Boggalleriet for første gang sammen med et etableret museum, for Kunstmuseet i Tønder har for nylig afsluttet en stor retrospektiv udstilling med Sigurjón Ólafsson.

”Fra den udstilling har vi helt ekstraordinært lånt otte væsentlige skulpturer inden de skal tilbage til Island,” fortæller Niels Trangbæk. Han mødte i forbindelse med udstillingen i Tønder kunstnerens 95-årige enke Birgitta Spur, som er grundlægger af Sigurjón Ólafssons museum i Reykjavik og står i spidsen for Sigurjón Ólafsson Estate.

Sigurjón Ólafssons i dag 95-årige enke Birgitta Spur blev i 1950 portrætteret i hvidpatineret bronze. Foto: Martin Schultz

Sigurjón Ólafssons i dag 95-årige enke Birgitta Spur blev i 1950 portrætteret i hvidpatineret bronze. Foto: Martin Schultz

”Birgitta Spur kom på besøg i Rønde. Hun syntes godt om vores lille galleri og ville gerne udstille et udvalg af skulpturer, inden de skal returneres til Island,” siger Niels Trangbæk.

Blandt de udstillede værker er et portræt fra 1950 i hvidpatineret bronze af Birgitta Spur, som kunstneren indgik gigtermål med i 1956 og fik fire børn sammen med. Hun var præstedatter fra Fyn og tog med Sigurjón Ólafsson til Island, hvor hun helt op i sin høje alder værner om kunstnerens eftermæle og forvalter hans værker. Kun corona virussen forhindrer ifølge Niels Trangbæk Birgitta Spur i at deltage i ferniseringen i Rønde.

Sten og træ

Sigurjón Ólafsson var født i 1908 og voksede op i en islandsk fiskerby. I 1928 rejste han til København og blev optaget på Kunstakademiets billedhuggerskole hos professor Einar Utzon-Frank. Hans talent blev hurtigt anerkendt, og han blev en del af 30’ernes avantgarde. Da han i 1945 rejste hjem til det nye selvstændige Island, var han en væsentlig figur i det danske kunstliv og relateret til Cobra-bevægelsen. Han havde også et tæt samarbejde med møbelarkitekten Finn Juhl. Tilbage på Island forenede han modernismen med klassiske islandsk tradition, og han skabte store skulpturer i sten, blandt andet det 90 meter lange relief i beton på kraftværket Búrfell ved foden af vulkanen Hekla. I sine sidste leveår kunne helbredet ikke holde til at arbejde i sten og han begyndte at arbejde i træ, som gav ham nye muligheder og frihed til at udtrykke sig formmæssigt.

Bag udstillingen står Boggalleriet, Aaben Vand og Sigurjón Ólafsson Estate ved Birgitta Spur. Design- og kunsthistorikeren Anne Blond, som kuraterede udstillingen ”Sigurjón Ólafsson - Mangfoldige former” på Kunstmuseet i Tønder, holder talen ved ferniseringen, som finder sted i Boggalleriet lørdag 30. maj kl. 14 til 16.

Publiceret 26 May 2020 19:35