IF Ådalen er en klub i den vestlige del af Syddjurs med masser af grøde og trivsel i seniorafdelingen. Foto: IF Ådalen

IF Ådalen er en klub i den vestlige del af Syddjurs med masser af grøde og trivsel i seniorafdelingen. Foto: IF Ådalen

Seriefodbold: IF Ådalen bevarer optimismen og glæden i corona-tiden

Lime-Skørring klubbens bedste seniortrup havde sats kurs efter noget stort, da Danmark brat lukkede ned i marts

Af
Lars Norman Thomsen

"Efter Ådalens fremragende efterår i 2019, hvor det nær var blevet til oprykning til S2, så havde vi gang i en lige så fremragende opstart her i foråret. Op til vores nytårsappel nåede vi at spille indefodbold et par gange i Ådalshallen i Skørring, hvorefter vi nåede at have 11 rigtigt gode træninger fordelt på kunstgræsbanen i Hornslet om mandagen og på træningsbanerne i Lime om onsdagen med 25-30 spillere hver gang. Vi nåede også at få afviklet Ådalsligaen til træning, hvor Søren Dam i turneringens sidste kamp snuppede sejren fra Jacob Andersen," fortæller Jesper Møgelvang, som ved årsskiftet begyndte som ny cheftræner i seniorafdeling i Lime-Skørring klubben.

Nævnte Jacob 'Kometen' Andersen, klubbens viceanfører, nåede også at brillere i de tre træningskampe i Hornslet, som IF Ådalen nåede at afvikle inden nedlukningen. Serie 3 mandskabet slog Ådalens lokalrivaler fra AH 2012 med 1-0 på mål af Mathias Eske, tabte 1-0 til et stærkt mandskab fra Nørager BK med Mads "Pylle" Pedersen i spidsen som ny anfører, og så bankede holdet Mørke IF stort i en kamp, som var meget lige i første halvleg, men hvor der både var niveau og bredde til forskel i anden halvleg, noterer cheftræneren.

"Alt i alt var Kåre Brøgger Sørensen (assistenttræner, red.) og jeg meget tilfredse med træningskampene, hvor vi forsøgte at bygge videre på Lasse Dahls arbejde fra de foregående år," siger Jesper Møgelvang.

Forhandleren Klinke

I weekenden før landet blev lukket ned af Corona havde Ådalen spillerne en fremragende tur til Hamborg, som Mads Klinke Espensen ene mand havde arrangeret med over 50 deltagere fra klubbens mandskaber i S3, S5, C2/7M og S2-damer.

"Vi drog af sted i bus fra Lime/Tilst fredag 6. marts om formiddagen med kurs mod Neumünster, hvor vi afviklede en five-a-side turnering i en indendørs hal, der rummede 3-4 små kunstgræsbaner. Derefter gik turen mod indkvartering i Hamborg, hvor vi om aftenen havde fællesspisning på en restaurant i Vapiano-kæden, der jo nu er gået konkurs," fortæller Jesper Møgelvang.

Lørdag gik turen til Volksparkstadion, hvor Hamburger SV hjemme tog imod SSV Jahn Regensburg med danske Andreas Albers (tidligere bl.a. Vejle og Silkeborg) på holdet, og traditionsklubben tog en fortjent sejr hjem på 2-1.

Jesper Møgelvang ramte resultatet, men Kirstine Eggert Jensen ramte også både halvlegsresultatet og flere af kampens målscorere, så hun løb med sejren i den interne tipskonkurrence. Om aftenen var der arrangeret fællesspisning på Restaurant Flammen i Hamborg, men på den restaurant havde de ikke styr på noget som helst, så Mads Klinke Espensen fik forhandlet sig frem til fri bar for hele banden.

"En aften, der aldrig vil blive glemt i IF Ådalen," lover Jesper Møgelvang.

Håber på sommerfest

Efter hjemkomsten kom så meldingen om, at nationen lukkede ned, så nul træning og afvikling af dobbeltprogram med træningskampe mod Auning IF.

Lige for tiden følger IF Ådalen naturligvis Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men håber som alle klubber andre på, at forsamlingsforbuddet bliver ændret fra 10 til 50, så herre- og damespillere kan holde fælles sommerfest hos IF Ådalen ikonet Jan Espensen 20. juni og krydre dagen med en five-a-side turnering.

"Vi glæder os rigtigt meget til efterårsturneringen, hvor vi har planer om at starte op 20. juli med træning, intern træningskamp og træningskampe. Vi var som nævnt kommet rigtigt godt i gang her i foråret, og ligesom alle andre så ærgrer vi os over den aflyste forårsturnering," siger Jesper Møgelvang.

Han glæder sig til, at førsteholdet i efteråret kan benytte nytilkomne Martin Jørgensen (tidligere Dronningborg). En klar forstærkning af et i forvejen stærkt hold.

"Naturligvis ville vi gerne have spillet betydende kampe her i foråret, men det ville nok også have haft lidt karakter af et lotteri, hvis op- og nedrykning skulle have været afgjort over blot syv kampe," funderer cheftræneren.

Publiceret 11 May 2020 09:00