Kraftværket på Engvej i Kolind er blevet centrum for streetkulturen i Syddjurs. Foto: Kraftværket

Kraftværket på Engvej i Kolind er blevet centrum for streetkulturen i Syddjurs. Foto: Kraftværket

Se her skatere: Kraftværket får 50.000 kroner til ny rampe

Den Nationale Platform for Gadeidræt står bag donationen, som skal bruges til byggeriet af en resi-rampe

Af
Lars Norman Thomsen

KOLIND Der var positiv respons forleden til Pernille Greve, en af de aktive forældre, der støtter op om skater-paradiset i det tidligere halmvarmeværk i Kolind, fra Den Nationale Platform for Gadeidræt.

Pernille Greve havde ansøgt Den Nationale Platform for Gadeidræt om støtte til opførelsen af en 20 meter lang og tre meter bred særlig resi-rampe, som blot bliver den anden af sin slags i hele landet.

En donation på 50.000 kroner rækker langt. Målet er at samle 75.000 kroner ind til byggeriet af resi-rampen.

Selvorganisering

"I denne runde har vi særligt fokuseret på projekter, der udbreder gadeidrætten i Danmark, og skaber mulighed for, at børn og unge kan danne lokale selvorganiserede gadeidrætsfællesskaber. Vi glæder os derfor helt vildt til at følge byggeriet af en resi i Kolind og se, hvordan børn og unge får glæde af det efterfølgende," udtaler Rasmus Hansen, leder af Den Nationale Platform for Gadeidræt.

Den Nationale Platform for Gadeidræt - også kaldet GADEIDRÆT - blev etableret i januar 2015 og er med penge fra Nordea-fonden sat i verden for at få flere børn og unge i gang med gadeidræt.

Kraftværket er et af 165 ud af 251 projekter, der har fået økonomisk støtte i 2020.

Historien

Siden slutningen af 2012 har det tidligere halmvarmeværk været hjemsted for Kraftværket.com, som Syddjurs og Norddjurs dengang drev sammen.

I 2016 købte Syddjurs Kommune Kolind Halmvarmeværk af interessenterne, 18 landmænd, for 1,2 mio. kroner.

Lokaliteterne har et bygningsareal på 1.225 m2 - plus et grundareal på 7.384 m2.

Indendørs er der mulighed for at hænge ud og muntre sig på skateboard, løbehjul, rulleskøjter og BMX-cykler. Der er også plads til at danse og udøve graffiti-kunst.

Grundtanken bag Kraftværket bygger primært på frivillighed og engagerede forældres opbakning og synlighed. Fra start har ideen været at give unge et rum til at dyrke deres passion på lige fod med alle andre sportsgrene og idrætsudøvere på Djursland.

Grundet Coronakrisen er Kraftværket lukket i øjeblikket, men måske er der håb om en snarlig genåbning i takt med, at andre idrætsgrene også vågner af en længere døs.

Publiceret 07 May 2020 10:30