Cheftræner Martin Hornbæk Nielsen og hans spillere venter på myndighedernes åbning af fodboldturneringen for at bruge kræfterne på kampene i Serie 2. Arkivfoto: Martin Schultz

Cheftræner Martin Hornbæk Nielsen og hans spillere venter på myndighedernes åbning af fodboldturneringen for at bruge kræfterne på kampene i Serie 2. Arkivfoto: Martin Schultz

Seriefodbold: TRIF-spillerne er ved at eksplodere

De unge TRIF-spillere på holdene i Serie 2 og Serie 3 kan næsten ikke vente med at blive sluppet løs på fodboldbanerne

Af
Martin Schultz

”Mine spillere har det ligesom øko-køerne, som bliver sluppet ud på græs om foråret. De kan ikke vente på at komme i gang med at spille bold.”

Sådan siger cheftræner og medlem af TRIF’s fodboldbestyrelse Martin Hornbæk Nielsen, som er en af drivkræfterne i genrejsningen af seniorfodbolden i TRIF. På få sæsoner er det lykkedes at forløse klubbens enorme potentiale og motivere og fastholde de mange dygtige spillere fra ungdomsafdelingen til som voksne at fortsætte med fodbold i barndomsklubben. I sommer rykkede både 1. og 2. holdet en række op, og i efteråret spillede 1. holdet med i toppen af i Serie 2 og tabte knebent en playoff kamp om oprykning til Serie 1. Omkring 50 unge mennesker står klar til træning og skaber et positivt og konkurrencemættet træningsmiljø.

Og fødekæden er intakt, for TRIF’s U16 drenge er blandt topholdene i landets bedste række Liga 1, og U15 drengene spiller med i Liga 2. Begge hold trænes af to unge spillere og lovende trænertalenter, Mikkel Melgaard og Mathias Haulrik, og seniorspillerne bliver på den måde rollemodeller og forbilleder for ungdomsspillerne.

Spillerne elsker at træne

”Vi har virkelig glædet os til at spille den her sæson, så spillerne er ved at eksplodere. De hungrer ligesom alle andre efter at komme i gang. Og man skal ikke tage fejl af, hvor meget det sociale i fodbolden betyder for spillerne. De er unge mennesker, og de vil bare gerne i gang,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

I hele optakten trænede trupperne i Serie 2 og Serie 3 sammen, og det bedste hold vandt træningskampe over Viby IF, som er nedrykkere til Serie 2, og Kolind/Perstrup IF fra Serie 1.

”Nu holder spillerne sig i form ved at løbetræne og spiller måske lidt på egen hånd i meget små grupper. Spillerne har jo den alder de har og er interesseret i at holde sig i form. De elsker at træne,” fortæller Martin Hornbæk Nielsen.

”Det er ulideligt for dem at skulle vente, og vi håber vi kan komme i gang efter den 11. maj. Hvis der ikke bliver lukket op, så er det slut for denne sæson.”

Klassespiller ny i truppen

Martin Hornbæk Nielsen har hele sin trup til rådighed efter det gode efterår, hvor holdet var tæt på oprykning i debutsæsonen i Serie 2, og spillerne har aldrig været i bedre form. Desuden var der spændende tilgang i forårssæsonen.

”Vi har fået tilgang af Mads Amstrup, som er storebror til vores spiller Jens Amstrup. Mads er tidligere eliteungdomsspiller i AGF og har spillet divisionsfodbold i Aarhus Fremad. Han har netop sluttet sin læreruddannelse på Fyn, hvor han spillede i Odense-klubben Fjordager IF i Albaniserien, som svarer til Jyllandsserien. Han vil godt bruge foråret til at spille i sin barndomsklub sammen med sin lillebror, så det er jo en fantastik dygtig spiller at få ind på holdet. Han har spillet på højt niveau og kan spille alle pladser i forsvaret eller på midtbanen,” fortæller Martin Hornbæk Nielsen.

Til gengæld må TRIF foreløbig se bort fra forsvarsspilleren August Hog Laursen, som havde en væsentlig aktie i oprykningen til Serie 2, men som var ude med en knæskade hele efteråret. Han var meldt klar til den nye sæson, men har pådraget sig en ankelskade til en træning under optakten.

TRIF’s bedste hold spiller i Serie 2 med udsigt til lokalopgør mod Østdjurs 91 og oprykkerne fra Nørager B.

Publiceret 01 May 2020 15:00