Formand for Dansk Byggeri Østjylland, Michael Ancher. Arkivfoto

Formand for Dansk Byggeri Østjylland, Michael Ancher. Arkivfoto

Debat: Håndværkerfradraget kan redde arbejdspladser i Østjylland

Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri Østjylland:

"Den delvise nedlukning af Danmark har på mange måder sat landet i stå. Det gælder også her i Østjylland, hvor håndværkere normalt er et travlt folkefærd, men som nu i stedet oplever, at opgaver bliver udsat eller aflyst, og ordrebogen lige om lidt er tom. Særligt de små og mellemstore virksomheder, som vi har mange af her i Østjylland, må sige farvel til gode medarbejdere på grund af manglende arbejde.

Det rammer både beskæftigelsen og antallet af lærepladser i Østjylland hårdt. Derfor er der brug for, at politikerne ikke blot nøjes med at genåbne landet men også sørger for, at hjulene kommer op i fart. Hjælpepakkerne har været en god start, men det er ikke længere nok.

En tredjedel af danskerne svarede i en ny spørgeundersøgelse, at de lige nu har boligprojekter liggende i skuffen, som de gerne vil sætte i gang, hvis håndværkerfradraget blev mere attraktivt. Derfor er det oplagt at forhøje håndværkerfradraget til 25.000 kr. per person, gøre det muligt at bruge tre års fradrag på én gang og i hvert fald i år at gøre alle håndværkeropgaver berettiget til fradrag.

Kære lokale folketingspolitikere, det er nu, vi har brug for jer til at sikre, at der igen kommer travlhed de mange små og mellemstore virksomheder i Østjylland. Der er ikke tid til at se tiden an. Der skal handles nu, så vi kan redde arbejdspladser og vækst. Jeg håber, at I vil arbejde for sagen."

Publiceret 27 April 2020 11:15