Normalt ryger der hudplejeprodukter ud af fra båndene i fabrikken, men familien Rømer har omstillet sig til at producere håndsprit i stedet midt i corona-epidemien.

Normalt ryger der hudplejeprodukter ud af fra båndene i fabrikken, men familien Rømer har omstillet sig til at producere håndsprit i stedet midt i corona-epidemien.

Corona: Fra chokolade og whisky til håndsprit af øl

Den økologiske fødevareproducent har fået muligheden for både at holde forretningen i gang og hjælpe til i samfundet

Af
Simon Carlson

Mols Normalt er det økologiske fødevarer og hudplejeprodukter, der flyder ud af produktionshallerne hos familien Rømers virksomheder. Familien driver blandt andet den økologiske chokolade- og kagefabrik Mols Organic i Vrinners, og ligesom så mange andre virksomheder kunne familien se, hvordan produktionshjulene fra den ene dag til den næste gik i stå. Hvad gør man så?

For familien Rømer blev en af løsningerne en kombination af samfundssind og forsøget på at holde hjulene i gang. Det fortæller Aksel Rømer, der er direktør i Mols Organic.

"Vi har et whisky-destilleri i Nyborg, som vi lukkede ned og sendte folk hjem for at følge myndighedernes forskrifter, og så tænkte vi 'hvad så nu?'. På vores fabrik i Silkeborg fandt vi nogle gamle recepter på produktion af håndsprit, og destilleriet i Nyborg kunne hurtigt omstilles til at lave sprit op til 90 procent alkohol, og så gik vi i gang," fortæller Aksel Rømer.

Fra øl til håndsprit

Der var da også lynhurtigt så stor efterspørgsel på produkterne, at den nye produktion havde svært ved at følge med og på tre dag var der udsolgt af den nye håndsprit.

Her kom samfundssindet på banen fra et par bryggeri-giganter. Carlsberg og Albani leverede således flere tankvogne med overskydende øl til destilleriet i Nyborg, som kunne begynde at destillere øllet om til sprit.

Derudover gik Aksel Rømer i gang med at forhøre sig, om andre fødevareproducenter blandt andet havde sukker i overskud, der kunne bruges til alkoholproduktionen, og det betyder, at den nye håndsprit-fabrik nu kan producere 1500-1700 liter håndsprit om dagen fra fabrikken i Silkeborg, der normalt laver hudplejeprodukter.

"Jeg ved ikke, hvor meget det batter i det store billede, men jeg håber da på, at vi kan hjælpe til i det små," siger Aksel Rømer.

Man kan dog ikke forvente, at Dagli' Brugsen i Vrinners pludselig bugner med håndsprit. Produktionen er således forbeholdt sundhedssektoren, og håndspritten bliver solgt til regionernes sygehuse. Det kan blandt andet lade sig gøre, efter miljøminister Lea Wermelin i sidste uge gav dispensation fra EU-krav, så flere danske virksomheder kan gå i gang med at producere de desinficerende stoffer og afhjælpe manglen på håndsprit.

"Normal er det jo en lang procedure, man skal igennem for at få tilladelserne i orden, så det er virkelig også med god hjælp fra Christiansborg, at der er blevet sat skub i det her," konstaterer Aksel Rømer.

Det er dog ikke sådan, at familien Rømer aner et nyt forretningseventyr ud i produktionen af sprit, når corona-epidemien er drevet over. Det er muligheden for at hjælpe til nu og her og samtidig holde gang i forretningen, der driver værket, siger Aksel Rømer.

"Det er ikke som sådan for at tjene penge på det. Vi vil gerne hjælpe til i samfundet, og så kan vi også få hjulene til at køre rundt, men når det her er overstået, så skal vi tilbage og lave de ting, vi er bedst til," fastslår Aksel Rømer.

Publiceret 03 April 2020 11:40