Kommende partifæller? Michael Mikkelsen (DF), th., overvejer seriøst at flytte sin stol over til Socialdemokratiet og Michael Åkjær, tv. Mikkelsen træffer en afgørelse inden sommerferien. Arkivfoto

Kommende partifæller? Michael Mikkelsen (DF), th., overvejer seriøst at flytte sin stol over til Socialdemokratiet og Michael Åkjær, tv. Mikkelsen træffer en afgørelse inden sommerferien. Arkivfoto

Partiskifte: DF'er overvejer seriøst Socialdemokratiet

Dansk Folkepartis gruppeformand i Syddjurs Byråd, Michael Mikkelsen, indrømmer nu, at verserende rygter om et skifte til Socialdemokratiet ikke kun er rygter

Af
Lars Norman Thomsen

Det har været et ubekræftet rygte længe i en lille kreds i Syddjurs Byråd, at Dansk Folkepartis Michael Mikkelsen gik med tanker om at kvitte sit parti og melde sig under fanerne hos Socialdemokratiet.

Hidtil har Michael Mikkelsen kun haft et smil tilovers, når han er blevet konfronteret med rygtet.

"Du skal vist længere ud på landet med den slags gisninger," svarede han senest Lokalavisen i starten af marts, da han blev spurgt direkte til, om der var hold i rygterne.

Hos Socialdemokratiet har tavshedens lov også været gældende hidtil, og det er den stadigvæk.

"Jeg har også hørt rygtet, men om der er noget i det, vil jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt," siger en kilde fra inderkredsen i Socialdemokratiet, som ikke ønsker sit navn offentliggjort i lige netop denne varme sammenhæng.

Mere meddelsom

Tirsdag åbnede Michael Mikkelsen imidlertid selv lidt op 'for godteposen', da Lokalavisen endnu en gang bad ham svare på, om han overvejer et partiskifte.

"Jeg ved, at det er farligt at sige for meget, når der ikke er besluttet noget endnu, men jo jeg har seriøst overvejet et skifte fra Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet," indrømmer Michael Mikkelsen, der tidligere i sine unge dage har været medlem hos både Fremskridtspartiet og Det Konservative Folkeparti.

"Mange har kunnet se, at jeg har fået et særdeles godt og tæt samarbejde med Socialdemokratiet, siden jeg startede i byrådet. Vi ser ens på mange ting lokalpolitisk, og vi er enige, når det gælder synet på vores svageste medborgere, at dem skal vi gøre en indsats for at beskytte," siger Michael Mikkelsen.

"Jeg har det fint i Dansk Folkeparti, men jeg har aldrig været hardcore, når vi snakker flygtninge og indvandrere. Derfor sagde jeg også fra start, at Dansk Folkeparti ikke skulle føre symbolpolitik i byrådet, men deltage konkret i arbejdet med forslag og søge maksimal indflydelse. Det synes jeg, at vi har levet op til."

"Når jeg overvejer et skifte, så er forklaringerne flere. En af dem er, at jeg nu har erfaret, at jeg er meget på linje med mange socialdemokrater i byrådet, ikke mindst Jan Fischer og Michael Aakjær, men jeg snakker godt med stort hele gruppen. Socialdemokratiet er et stort parti og har en stor gruppe. Alt andet lige giver det også flere muligheder og større indflydelse. Tillige har Socialdemokratiet et velfungerende bagland som aktivt støtter byrådsgruppen og udfordrer den."

Michael Mikkelsen vil ikke sige noget om, hvor tæt han er på et partiskifte.

"Jeg sonderer terrænet lige nu, og det vil ikke være fair at sige mere lige nu, fordi ingen i min gruppe ved det her. Jeg kan selvfølgelig ikke fortsætte med at gå på listefødder, og i min optik træffer jeg en afgørelse inden sommerferien," lover han, der onsdag vil orientere Dansk Folkepartis byrådsgruppe og partiets bagland om sine overvejelser efter, at han nu har spillet offentligt ud med sine tanker og bevæggrunde for et måske kommende partiskifte, der vil skabe dønninger i det politiske landskab i Syddjurs.

Publiceret 01 April 2020 08:30