Arkivfoto

Arkivfoto

Bøderegn på Djurslandmotorvejen:

Bilist taget med 174 km/t

Politiet var på Djurslandmotorvejen for at kontrollere, om folk kørte ordentligt

Fire frakendelser, klip og i alt 13 sigtelser.

Det var resultatet af en kontrol, Østjyllands Politi gennemførte på Djurslandmotorvejen torsdag eftermiddag.

Aktionen varede cirka halvanden time, og der var i den grad noget at komme efter, måtte politiet konstatere.

"Vi fortsætter med at lave kontroller på vejene, selvom der ikke er så mange biler for tiden. Færdselsreglerne gælder nemlig stadig – men det virker til, at nogen bilister ikke helt har forstået det," skriver politiet.

Fire bilister skal ud i en kontrollerende køreprøve, fordi de nu er blevet betinget frakendt kørekortet. En af dem kørte hele 174 km/t, hvor man må køre 110 km/t.

Otte "slap" med et klip i kørekortet. Den ene af dem nåede flere snakke med politiet, da han to gange på en time blev målt til at køre for stærkt på motorvejen.

En enkelt bilist blev fanget med mobilen oppe ved øret.

dp

Publiceret 27 March 2020 15:25