Modelfoto

Bilist bankede ind i hus: Så stjal han en anden bil og kørte videre

29-årig mand uden kørekort kørte galt i stjålen bil og stjal derefter en anden bil og kørte videre

Af
Jeppe Rafn

En 29-årig mand fra Aarhus bliver i dag fremstillet grundlovsforhør i Retten i Randers, efter han i går kørte galt i en stjålen bil, hvorefter han stjal en anden bil og kørte videre i den, indtil politiet fik ham standset.

Det begyndte fredag klokken 12.34, hvor han i høj fart mistede kontrollen med den bil, han kørte i, og kørte ind i et hus på Nordre Kærvej ved Balle på Djursland.

Han kom tilsyneladende ikke slemt til skade ved påkørslen af huset. I hvert fald kunne han komme ud af bilen og stikke af fra stedet.

"Herfra løber han over til en adresse i nærheden, hvor en person er ved at tømme sin bil, som han sætter sig ind i og kører væk i," fortæller Østjyllands Politis vagtchef Peter Hallstrøm til Lokalavisen.

Stoppet af patrulje

Østjyllands Politi blev kontaktet og sendte en såkaldte rundkastning ud til politipatruljerne. Kort efter fik en patrulje øje på den stjålne bil og satte efter den og fik den bragt til standsning. Det skete på Flintbakken i Rostved ved Rønde omkring 15 kilometer fra Balle, hvor færdselsuheldet var sket en lille halv time tidligere.

Han blev anholdt fredag klokken 13, oplyser vagtchefen.

Det viste sig, at den forulykkede bil ligeledes var brugsstjålet, og den 29-årige aarhusianer var desuden påvirket af narko og i forvejen frakendt førerretten.

Han bliver derfor som nævnt fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling for at overtræde Straffelovens paragraf 293a.

Straffeloven §293a

For brugstyveri af motorkøretøj straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, der uberettiget bruger et motorkøretøj, der tilhører en anden. Under særligt skærpende omstændigheder, herunder navnlig i gentagelsestilfælde, kan straffen stige til fængsel i 4 år.

Publiceret 21 March 2020 11:05