Tigeren i Wild Asia er den hurtigste og højeste forlystelse i Djurs Sommerlands historie. Arkivfoto

Tigeren i Wild Asia er den hurtigste og højeste forlystelse i Djurs Sommerlands historie. Arkivfoto

Djurs Sommerland forventer fortsat at åbne lørdag 2. maj

Forlystelsesparken ved Nimtofte erkender, at Corona-krisen vil få store konsekvenser for besøgstallet

Af
Lars Norman Thomsen

TURISME "Sikkerhed for både gæster og medarbejdere har altid haft vores højeste prioritet. Vi følger lige nu alle Sundhedsmyndighedernes anbefalinger og planlægger fortsat efter, at parken åbner for sæsonen den 2. maj," siger direktør Henrik B. Nielsen, Djurs Sommerland.

"Med den forventede udvikling i antallet af udenlandske turister i Danmark i sommersæsonen 2020, så kommer dette desværre til at få konsekvenser for besøgstallet i Djurs Sommerland i år," erkender han.

Generelt har turismevirksomhederne i Aarhusregionen det hårdt efter udbruddet af COVID-19, viser frisk spørgeskemaundersøgelse lavet af Visit Aarhus.

92 procent af Aarhusregionens attraktioner, hoteller og transportører har oplevet tab af omsætning som resultat af COVID-19 inden for den seneste uge. 84 procent har oplevet et fald i antal gæster, kunder eller delegerede. 84 procent har måttet aflyse møder og events, og hele 28 procent har allerede nu måttet afskedige medarbejdere.

Går stærkt

Det går uhyggelig stærkt ned ad bakke, og turismevirksomhederne kæmper for at overleve. Vi er netop kommet ud af 2019, som var et rekordår for turismen i Aarhusregionen, og alt tegnede lyst for 2020. På få dage er det hele ændret, og vi står over for en kæmpe opgave med at genopbygge turismen," udtaler direktør Pia Lange Christensen, VisitAarhus, i en pressemeddelelse.

Den nye spørgeskemaundersøgelse er foretaget blandt de 40 største turismevirksomheder i Aarhusregionen, herunder Tivoli Friheden, Comwell Aarhus og Djurs Sommerland. 25 har svaret, og de siger stort set det samme: COVID-19-krisen koster dyrt og har store konsekvenser.

"Annulleringerne strømmer ind på både møder, konferencer og overnatninger og ny-bookingerne er gået helt i stå. Det er en dybt ulykkelig situation og på sigt kan det kan få vidtrækkende konsekvenser for vores personalesituation," udtaler direktør Flemming Poulsen, Comwell Aarhus.

Publiceret 20 March 2020 15:45