Ebeltoft IF’s træner Lars Skytte forventer, at der i forårssæsonen bliver hård kamp om pointene i Djurslandspuljen i Serie 3. Arkivfoto: Martin Schultz

Ebeltoft IF’s træner Lars Skytte forventer, at der i forårssæsonen bliver hård kamp om pointene i Djurslandspuljen i Serie 3. Arkivfoto: Martin Schultz

Seriefodbold: Ebeltoft IFs unge seniortrup udfordret på bredden op til sæsonstarten i Serie 3

Skader og rejser udhuler Ebeltoft IF’s trup inden turnering går i gang i tæt og uforudsigelig Djurslandspulje i Serie 3

Af
Martin Schultz

EBELTOFT “Den række ser spændende ud med lutter gode hold. Vores mål er at blive i rækken, men vi ved, at det er så lidt der afgør, om det går den ene eller den anden vej.”

Det siger Lars Skytte, som med Leif Thorvaldsen som trænerkollega har taget hul på en ny sæson med opstart for et par uger siden med to ugentlige træninger på kunstgræsbanen på Tirstrup Idrætsefterskole.

De to trænere har en lang historie sammen med de fleste spillere på holdet, for Skytte og Thorvaldsen trænede for år tilbage drengene i Ebeltoft i ungdomsrækkerne. For nogle år siden genoptog de træningen af de nu voksne spillere og var med til at genrejse en ellers ret nedsmeltet seniorafdeling i Ebeltoft IF.

“Vi havde lyst til at arbejde videre med de samme drenge, som vi havde trænet da de var små. Vi startede i Serie 4 og rykkede så op i Serie 3, hvor vi har spillet i tre sæsoner,” siger Lars Skytte, som har sønnerne Asker og Viktor med på holdet som bærende profiler.

Holdet rykkede op i Serie 3 som et friskt pust og har i flere sæsoner været oppe og snuse til topplaceringer, men er over hele sæsonen landet i midterfeltet i rækken.

Spillere på rejse

Udfordringen i den kommende sæson bliver ifølge Lars Skytte holdets bredde.

“To af vores stamspillere, midterforsvarer Mathias Leicht Lillelund og kantspiller Tobias Kruse, skal ud at rejse og kommer ikke tilbage før i maj, så det er spørgsmålet, hvor meget glæde vi får af dem. 17-årige Mads Schiøtt er flyttet til FC Djursland for at prøve sig af på deres U19-hold, og en anden spiller vil spille på Mols, hvor han bor,” fortæller Lars Skytte.

“Desuden er Daniel F. Sørensen og Marinus Møhl vrikket rundt og har skadet deres ankler på futsal-holdet, så der går noget tid før de er med igen,” siger Lars Skytte, som forventer at have rutinerede Niels Bonde til rådighed. Bonde har en fortid i Christiansbjerg IF før han flyttede fra Aarhus til Ebeltoft og spillede 2-3 kampe for Ebeltoft IF i efteråret.

Seniorspillerne kan ikke træne på eget græs på denne årstid og er derfor startet op på kunstgræs i Tirstrup. Mange af spillerne har spillet på Ebeltoft IF’s hold i Futsal Liga’en og fem spillere er optaget af håndbold. Derfor er tiden og sulten efter at spille træningskampe ikke ret stor, og der står ikke andet end et par træningskampe på programmet inden sæsonpremieren. Ebeltoft IF’s futsalhold spiller vinterens sidste kamp på søndag, når holdet i en kvalifikationskamp om forbliven i Futsal Liga’en møder Sallingsund FC fra 1. division.

På nær enkelte forstærkninger har ligaholdet i futsal bestået af spillere fra Ebeltoft IF.

“Futsal er en speciel måde at spille fodbold på, men deltagelsen i Futsal Liga’en har holdt spillerne i form henover vinteren og forbedret dem teknisk,” siger Lars Skytte.

En hård pulje

Lars Skytte kalder Djurslandspuljen i Serie 3 for en “hård række”.

“Det er en spændende pulje. Jeg kender ikke meget til AH 2012 og Ørsted IF, men oprykkere er altid farlige, for de har gejsten og kommer med fuld fart på. Auning har gjort det godt og spillede playoff kamp mod Ådalen IF, som også er med i puljen. Grenaa IF satser på unge spillere, og IF Midtdjurs er i gang med et nyt projekt med en ung træner. TRIF er også gode, så det er en meget hård række,” mener Lars Skytte.

Ebeltoft IF starter turneringen fredag 27. marts mod TRIF på udebane.

Publiceret 04 March 2020 16:00