Udviklingen i landbruget går hurtigt i disse år, også internationalt, og det øger efterspørgslen efter mineralblandinger der er specifikt tilpasset den enkelte kunde i landbruget, fortæller marketingchef Anne-Mette Warming Pedersen, der her viser kapaciteten på det nye lager. Foto: Anette Bonde.

Udviklingen i landbruget går hurtigt i disse år, også internationalt, og det øger efterspørgslen efter mineralblandinger der er specifikt tilpasset den enkelte kunde i landbruget, fortæller marketingchef Anne-Mette Warming Pedersen, der her viser kapaciteten på det nye lager. Foto: Anette Bonde.

Vilomix: Klar til fremtidig ekspansion

I efteråret 2019 blev en betragtelig udvidelse på vitamin- og mineralfabrikken Vilomix i Lime indviet, og virksomheden er nu gearet til fremtidig ekspansion

Af
Anette Bonde

ekspansion "Vi er nu klar til yderligere vækst. Hvor vi tidligere producerede 24/7 med hvad det indebar af besværlig logistik og overarbejde, der var slidsomt for organisationen, har vi med udvidelsen fået en ramme, hvor vi kan få opfyldt vores ønsker om at ekspandere," fortæller adm. direktør Peter Torssell Iversen, Vilomix.

Han tilføjer, at virksomheden i dag kører 24/5 samt ind imellem med skift i weekenden afhængigt af efterspørgsel.

"Så vi har lidt overskudskapacitet i øjeblikket, men målet er få det fyldt op."

Ny produktionslinie

Fabrikken i Lime er blevet udvidet med en ny produktionslinie med yderligere 40.000 tons i kapacitet, der lige som den øvrige del af virksomheden er højt automatiseret. Indeholdt i den nye produktionslinie er et nyt 20 meter højt silotårn og en ny lagerbygning på 35.000 kvm med to læsseramper, et nyt produktionskontor, værksted samt laboratorium.

Indvielsen af den nye produktionslinie blev markeret i november, og ved samme lejlighed blev Vilomix' 40 års jubilæum fejret.

Vilomix kan i øvrigt fremvise diverse certificeringer til dokumentation af høj kvalitet, blandt andet ISO 9001, FAMI-QS og GMP+.

Udvider på eksport

Vilomix er den ene af to store aktører i Danmark, der producerer vitamin- og mineralblandinger til landbruget. Cirka 60 procent af Vilomix' produktion sælges indenlands, og 40 procent eksporteres. For øjeblikket er der historisk høje afregningspriser på svinekød både i Danmark og i udlandet. I uge 4 lå afregningsprisen således på 13,80 kroner.

Prissætningen er bestemt af svigtende produktion i Kina, hvor landbrugserhvervet som bekendt blev ramt af afrikansk svinepest i 2018.

Lokalt funderet

Dansk Vilomix A/S blev grundlagt i 1979 af Paul Erik Iversen og hans hustru Gerda Iversen. Ligesom i dag var konceptet vitamin-. og mineralblandinger, som grovvareselskaber og landmændene selv kunne tilsætte husdyrfoderet. Paul Erik Iversen, der døde i 2015, overdrog i 2000 direktørstolen til sin søn Peter Iversen. Siden starten for godt fyrre år siden har Vilomix fyldt godt i landskabet. Virksomheden er i øvrigt i dag, primært bedømt på omsætning, en af de største arbejdspladser i Syddjurs.

Publiceret 28 February 2020 08:00