Posthuset på Stationspladsen er tegnet af den kendte arkitekt Hack Kampmann - og blev taget i brug i 1909.

Posthuset på Stationspladsen er tegnet af den kendte arkitekt Hack Kampmann - og blev taget i brug i 1909. Foto: Søren Andersen

Farvel til posthuset i Grenaa

Postsorteringen på spidsen af Djursland samles i Tirstrup

Af
Søren Andersen

GRENAA Siden 1909 har der ligget et posthus på Stationsplads i Grenaa - men snart er det slut med 111 års posthistorie på stedet, som selvfølgelig blev valgt på grund af jernbanen lige ved siden af. Postnord har besluttet at lukke posthuset i Grenaa og samle postbudene, brevene og pakkerne i et nyt postcenter i Tirstrup.

Sidste arbejdsdag, hvor der i Grenaa pakkes til de enkelte ruter er fredag 6. marts, og mandag 8. marts hedder mødestedet for 30 postbude så Århusvej i Tirstrup, hvor Postnord har lejet sig ind i et tidligere autoværksted.

"Det er postbetjeningen for spidsen af Djursland, der centraliseres i Tirstrup. Det er en mere logisk løsning, for fra Grenaa kan man kun køre én vej, hvis man ikke vil køre i havet, mens Tirstrup er centralt og ligger midt i det hele," siger distributionsleder Peter Knudsen fra Postnord.

Ingen skal fyres

Han understreger, at der ikke er lagt op til fyringsrunder, og man beholder helt samme bemanding. Og i Grenaa vil man også åbne et mindre depot hos Falck for de to cyklende bude, der betjener Grenaa.

"Det er selvfølgelig vemodigt at lukke i Grenaa, men vi råder her over et meget stort hus, som vi slet ikke udnytter. Og i gården bag posthuset, står postbudene og sorterer udendørs i al slags vejr, mens man kan klare det indendørs i Tirstrup, så pakkerne bliver lettere at holde tørre," siger Peter Knudsen.

Han siger, at der har været en god stemning hos de ansatte i den snak, som man har haft om ændringen - og især glæder man sig over at få bedre arbejdsforhold i Tirstrup.

"Det er mit indtryk, at alle godt kan se det fornuftige i det," siger Peter Knudsen.

Mærkeligt at miste

Det bekræfter Steen Jensen, der kører post i Grenaas opland.

"Men det er da mærkeligt for en by som Grenaa, at den efter så mange år nu skal undvære sit posthus.," siger han.

Bygningerne på Stationsplads ejes af Postnord, og det er endnu uvist, hvad der skal ske på stedet. Der har rumsteret planer om et kommunalt opkøb, som kan give en bedre vejbetjening i området, hvor Kannikegade ofte sander til i trafik.

Det gør da ondt

Borgmester Jan Petersen, (S), melder da også en stor interesse for bygningen og grunden.

"Først vil jeg da gerne sige, at der følger en følelse af tristhed over, at Grenaa ikke længere rummer et posthus. Men sådan er det jo gået for os og mange andre byer - farvel til sygehus, domstol og en stor politistation. Det gør da ondt, når noget forsvinder. Men nu skal vi have noget godt ud af det. Selve posthuset er jo tegnet af den kendte arkitekt Hack Kampmann, og den bygning er bevaringsværdig, så der skal ikke laves meget om. Politisk har vi kigget på lokalplanen for området, men der er intet foreslået eller besluttet - og det er slet ikke sikkert, at kommunen skal stå som køber, men blot hjælpe et godt projekt for området på vej. Det ligger jo rigtig godt med letbanen lige ved siden af," siger Jan Petersen.

Lukningen af posthuset betyder også et farvel til postbokse, hvor man har kunnet hente sin post tidligt om morgenen. Oprindeligt var der 240 af dem, men i dag er der under en halv snes, som benytter sig af tilbuddet.

"De kan i stedet få posten leveret så tidligt som muligt," siger distributionsleder Peter Knudsen.

Sandsynligvis på et eldrevet køretøj, for de vinder mere og mere frem i form af både biler, knallerter og cykler hos Postnord.

Publiceret 26 February 2020 18:00