Byggetilladelser:77 dage tager det i Norddjurs i snit - 28 i Syddjurs

Syddjurs Kommune var i 2018 en af de hurtigste i hele Danmark til at ekspedere byggetilladelser. Sidste år overtog Odder førstepladsen i Østjylland. Norddjurs sakker endnu længere bagud

Af
Lars Norman Thomsen

BYGGETILLADELSER I Syddjurs tog det i 2018 i gennemsnit 12 dage for kommunen at sagsbehandle en byggetilladelse, mens det på Samsø tog 85 dage og i Silkeborg 58 dage at få grønt lys til at stikke spaden i jorden, viste den årlige undersøgelse af kommunernes byggesagsbehandlingstider fra Dansk Byggeri.

En ny opgørelse fra Dansk Byggeri viser, at der er stor forskel på, hvor langt tid det i gennemsnit tager for kommunerne at sagsbehandle en byggetilladelse.

Opgørelsen omhandler både erhvervsbyggeri og boligbyggeri.

Syddjurs var den eneste kommune i Østjylland, der kunne sagsbehandle byggetilladelser på i gennemsnit 14 dage eller mindre.

I Odder var ventetiden på 33 dage, i Skanderborg 44 dage, i Hedensted 49 dage, i Norddjurs 51 dage, i Aarhus 53 dage, i Favrskov 56 dage, i Silkeborg 58 dage og på Samsø 85 dage.

Nu har Dansk Byggeri så kigget på de tilsvarende tal for 2019, og her ser den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i Syddjurs lidt mere 'menneskelig ' ud med i gennemsnit 28 dage til at sagsbehandle en byggetilladelse.

Syddjurs er blevet passeret af Odder på ranglisten i Østjylland.

Odder havde en gennemsnitlig sagsbehandlingstid i 2019 på blot 16 dage.

Det er ligesom i 2018 Odder og Syddjurs, der har 'skoene' på i Østjylland, mens en kommune som Norddjurs er helt oppe på gennemsnitligt 77 dage for at ekspedere en byggetilladelse.

Dansk Byggeris undersøgelse viser følgende:

Kommunerne bruger i gennemsnit 50 dage på at behandle en byggesag, når alle relevante informationer er modtaget. Det er en stigning på fire dage i forhold 2018, hvor byggesagstiderne i gennemsnit var 46 dage.

Den hurtigste kommune, Vallensbæk Kommune, bruger i gennemsnit fem dage på at sagsbehandle, mens den langsomste kommune, Fredensborg Kommune, i gennemsnit bruger 104 dage.

I 40 procent af landets kommuner må borgere og virksomheder i gennemsnit vente over 50 dage for at få behandlet en byggesag

Der er store regionale forskelle i behandlingstiden af byggesager.

Hovedstadsområdet og Nordsjælland bruger i gennemsnit omkring to måneder, hvor Sydjylland modsat er landets hurtigste landsdel. Her tager det i gennemsnit cirka en måned at få behandlet en byggesag

Data for sagsbehandlingstiderne kommer fra Byg og Miljø, der er et landsdækkende system.

Sagsbehandlingstiderne viser antallet af dage, det i gennemsnit tager at få behandlet en sag fra den dato, hvor en fyldestgørende ansøgning er modtaget til der er givet tilladelse eller afslag.

De gennemsnitlige nettosagsbehandlingstider er opgjort som et vægtet gennemsnit af simple konstruktioner, enfamilieshuse, industri- og lagerbygninger, etagebyggeri for erhverv og boliger.

Publiceret 26 February 2020 18:30