Ole Bollesen har allerede sagt nej tak til at blive kandidat til Regionsrådet. Arkivfoto

Ole Bollesen har allerede sagt nej tak til at blive kandidat til Regionsrådet. Arkivfoto

Nej tak: Ole Bollesen vil ikke være S-kandidat til Regionsrådet

Syddjurs borgmesteren har overvejet det seriøst, men er kommet frem til, at tiden som aktiv politiker slutter med udgangen af 2021

Af
Lars Norman Thomsen

REGIONSRÅD Ole Bollesen bliver ikke Socialdemokratiets kandidat til Regionsrådsvalget i november 2021.

"Jeg har fået opfordringen fra flere i Socialdemokratiet, blandt andet fra nuværende formand for Regionsrådet, Anders Kühnau, men efter grundige overvejelser har jeg besluttet at takke pænt nej tak," siger Ole Bollesen.

Tanken om fire år i Regionsrådet til den nuværende Syddjurs borgmester, der takker af fra byrådsarbejdet efter denne periode, var ellers oplagt.

Ikke mindst fordi, at det nuværende medlem af Regionsrådet fra Djursland, Niels Erik Iversen, Grenaa, har meddelt, at han ikke genopstiller.

Ikke færdig med politik

Ole Bollesen, der fylder 70 13. juli 2020, kan også godt se koblingen fra sine år i lokalpolitik til Regionsrådet, men ikke nok til, at han vil investere yderligere fire år til at skulle følge politik på nærmeste hold.

"Jeg er godt klar over, at arbejdet i Regionsrådet rent tidsmæssigt ikke vil være på samme niveau, som det jeg oplever nu som borgmester, men jeg har gjort regnebrættet op," siger han.

"Jeg er bestemt ikke færdig med politik. Det bliver man aldrig for noget, som har interesseret en, siden man var ung, men når jeg stopper som borgmester, vil jeg godt have muligheden for at følge med fra sidelinjen."

Ole Bollesen har ikke et bud på en socialdemokratisk kandidat i Syddjurs til Regionsrådet.

Han er på det rene med, at det skal være en mand eller kvinde, som kan få flere stemmer end, hvad naboerne lige kan levere.

"Jeg har lovet at lægge hovedet i blød, men har ikke et bud lige på stående fod."

Publiceret 21 February 2020 13:07