Niels Erik Iversen danser af om to små år i Regionsrådet. Foto: Lars Norman Thomsen

Niels Erik Iversen danser af om to små år i Regionsrådet. Foto: Lars Norman Thomsen

Farvel til Regionsrådet: Niels Erik Iversen i gang med sidste runde i politik

Djurslands eneste regionsrådsmedlem genopstiller ikke ved valget til Regionsrådet i 2021

Af
Lars Norman Thomsen

En lang politisk karriere rinder ud med udgangen af 2021, når Niels Erik Iversen, Grenaa, stopper i Regionsrådet.

"Jeg har meddelt min kredsbestyrelse, at jeg ikke genopstiller næste gang," siger Niels Erik Iversen, der er i gang med sin anden periode i Regionsrådet.

"Den fuldfører jeg naturligvis, men så er det også slut. Jeg har nået en alder, hvor man skal tænke sig godt om."

Niels Eriksen Iversen runder 5. marts de 64 år. I 2013 manglede den socialdemokratiske partiforening i Grenaa en vægtig kandidat, som kunne tage over i Regionsrådet efter tidligere Grenaa borgmester Gert Schou. En klar opgave for en rutineret mand, som Niels Erik Iversen. Et flot valg sikrede ham en sikker plads i Regionsrådet og i tilgift flere bilture til hovedsædet i Viborg og andre fjernere destinationer flere gange om måneden.

Han fik fornyet billetten som Djurslands eneste repræsentant i Regionsrådet på endnu flottere vis i 2017.

I 1998 debuterede han i lokalpolitik i det daværende Grenaa Byråd, og siden fulgte han med over i Norddjurs Kommunalbestyrelse i to perioder, før Regionsrådet kaldte.

Publiceret 21 February 2020 07:00