Mette Bendix, produktdirektør og medejer, på lageret, hvor kilometervis af stof ligger på hylderne.

Mette Bendix, produktdirektør og medejer, på lageret, hvor kilometervis af stof ligger på hylderne.

Design, kunst og masser af tekstil

Kvadrat - en familieejet virksomhed med tålmodighed

Af
Anette Bonde

prisvinder Nogle virksomheder har som mål først og fremmest at tjene penge til aktionærerne, andre har lidt mere tålmodighed til at afvente resultater. Kvadrat hører til sidstnævnte, fortæller Mette Bendix, produktdirektør og medejer af tekstilvirksomheden Kvadrat i Ebeltoft.

"Det er en fordel, at vi som familieejet virksomhed fokuserer langsigtet. Vi har ingen forventning om, at vi når målet på kort tid, og vi har derfor tålmodighed til at nå godt i mål" siger hun med betoning af ordet 'godt'.

"Det vi er sat i verden for, er at udvikle forskellige typer af tekstil til rummet – og herved sikre en øget livskvalitet for mennesket."

Virksomheden har modtaget mange priser, og i efteråret skete det igen. Først blev Kvadrat valgt som regional vinder af prisen EY Entrepreneur Of The Year 2019, og ved landsfinalen i november faldt juryens stemmer igen på Kvadrat.

Europas førende

"Europas førende leverandør af teknologisk nyskabende og moderne kvalitetstekstiler", hed det i begrundelsen. Virksomheden skal nu repræsentere Danmark ved EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco i juni i år, hvor flere end 50 lande deltager.

"Det er en enorm flot anerkendelse. Medarbejderne er utrolig stolte, og i ledelsen er vi glade for at en stor del af væksten gennem de senere år er kommet via nye områder. Det at vi anvender tekstilet i rummet på nye måder og tør tænke anderledes, har givet os et løft."

Kvadrat har desuden stor fokus på Corporate Social Responsibility (CSR), hvor der stilles skarpt på sociale og miljømæssige hensyn.

Alle led i produktionen er konstant under luppen, og der er ryddet ud i de tunge miljøsyndere. Der spares på vand, Kvadrat har for mange år siden bandlyst PVC, kemiske hjælpemidler undgås og nogle produkter produceres helt uden farvestoffer. Der udvikles flere produkter, hvor upcycling og recycling er på dagsordenen - genbrugsplast og genbrug af uld fra produktionen bliver til tekstil, og forarbejdning af tekstilrester bliver til et hårdt møbelmateriale.

En del af lageret.

En del af lageret.

Medarbejdernes trivsel og udvikling sker i interne forløb og er også en del af strategien. Virksomhedens mål er samtidig tydelige for alle.

"Det er en stor del af vores succes. Det gør, at alle føler et ejerskab og mærker, at de er en vigtig del af virksomheden. Vi skal nå målene sammen.”

Kunst inde og ude

I beskrivelsen af Kvadrat kommer man heller ikke uden om kunsten. Ifølge Mette Bendix er det både en del af dagsordenen for medarbejderne, og samtidig er det en måde at blive interessant for arkitekten og kunden på. Virksomheden er da også med i tre-fire forskellige kunstprojekter hvert år og har samarbejde med højt profilerede kunstnere og designere verden over, både med indretning af showrooms og med design af tekstiler.

Også hjemme i Ebeltoft er kunsten fremtrædende.

"Vi husker også at sætte Ebeltoft på landkortet. Det er et vigtigt sted, der ikke skal stå i skyggen. Ebeltoft er et vigtigt omdrejningspunkt for Kvadrat."

Rundt om domicilet, der i øvrigt er arkitekttegnet med mange smukke linjer og detaljer, har den internationalt anerkendte kunstner Olafur Eliasson skabt en stor udendørs installation med spejle og træer i samarbejde med landskabsarkitekt Günther Vogt. I løbet af 2020 bygges en pavillon i landskabet, skabt af den tyske kunstner Thomas Demand. Den skal huse møderum og et stort kunstværk, der ikke har været plads til hidtil.

Segmenter

Som en del af de seneste års strategi er salgsorganisationen bygget omkring segmenter. I stedet for at hver sælger tidligere dækkede et bestemt geografisk område, har sælgeren nu en specifik målgruppe. Nogle henvender sig til arkitekt og slutbruger, et andet segment er producenterne, det vil sige møbler, biler og højttalere, og et tredje er detailleddet.

Inde i bygningen er der alle steder kig ud til naturen.

Inde i bygningen er der alle steder kig ud til naturen.

Vi vil gerne være den foretrukne tekstilvirksomhed, som såvel arkitekten, producenten og detailleddet kontakter først, når de skal vælge tekstil."

Årets resultat for 2020 blev knap nået allerede i 2019. Halvdelen af væksten er organisk og den anden halvdel er nået gennem opkøb.

Fakta

Kvadrat blev stiftet af Poul Erik Byriel og Erling Vestergaard Rasmussen i 1968. I 2000 overtog hhv søn og datter virksomheden, Anders Byriel, adm. direktør, og Mette Bendix, produkt direktør.

Kvadrat har 800 medarbejdere, heraf 150 på virksomheden i Ebeltoft.

Publiceret 21 February 2020 11:30