IF Midtdjurs nye spillende træner Rasmus Brasch (i blåt til højre) bød velkommen til 29 spillere til nytårsappellen på AC Huse Park i Ryomgård. Her et lille udsnit af de fremmødte. Privatfoto

IF Midtdjurs nye spillende træner Rasmus Brasch (i blåt til højre) bød velkommen til 29 spillere til nytårsappellen på AC Huse Park i Ryomgård. Her et lille udsnit af de fremmødte. Privatfoto

Seriefodbold: 29 seniorspillere til nytårsappel på AC Huse Park

Mange flere spillere til træning og tre seniorhold er sat på dagsordenen for 2020 i IF Midtdjurs Fodbold

Af
Martin Schultz

Et flot fremmøde på hele 29 omklædte spillere dukkede op til nytårsappel i IF Midtdjurs lørdag eftermiddag, hvor fodboldafdelingens formand Lars Norman Thomsen kunne byde velkommen til den nye spillende cheftræner Rasmus Brasch, den nye spillende fysiske træner Kasper Brøbech Jørgensen og seniorudvalgsformand Michael Stegger Jensen.

Blandt de fremmødte var Frederik Laursen, der er tilbage i barndomsklubben IF Midtdjurs efter ture til AC Norddjurs, Østdjurs 91 og FC Djursland. Endvidere dukkede en tidligere målmand op fra samme 1999-årgang som Frederik Laursen, Martin Hedegaard Andersen, som nu vil i gang igen.

Der var gensyn med flere tidligere IF Midtdjurs spillere, og med på kunstgræsset var blandt andet Jens Jonathan Andreassen, Patrick Bergmann Larsen og Mathias Dichmann.

Talentfulde Alexander Molbech var tilbage på træningsbanen efter at have siddet ude i efteråret med en skade.

Vigtigt med et godt træningsmiljø

I løbet af den kommende tid støder desuden både nuværende, tidligere og spritnye spillere til truppen. Til de nye spillere hører Søren Thode Fogh, en dygtig venstrebensspiller, som bor sammen med IFM-spilleren Emil Ring Kristensen i Aarhus. Fogh har tidligere spillet i AC Norddjurs og FC Djursland.

Den tidligere førsteholdsspiller Alan Djozic vil også træne stabilt. Han er skadet for tiden, så derfor var han ikke til nytårsappel.

”Vi forventer at kunne stille hold i Serie 3, 5 og 6 i den kommende sæson. Det er ikke afgørende, at vores førstehold rykker op i Serie 2 i first take. Derimod er det vigtigt, at vi får genskabt et godt træningsmiljø med mange spillere til de to ugentlige træninger tirsdag og torsdag,” siger Lars Norman Thomsen.

”Får vi genskabt det gode træningsmiljø med masser af intensitet til de enkelte træningspas, skal resultaterne nok komme.”

Efter en god times træning samledes spillere og trænere i klubhuset til den obligatoriske suppe og en øl.

Første træning er tirsdag aften klokken 18.30 på AC Huse Park. På samme tidspunkt træner Auning IF på banen, og cheftræner Rasmus Brasch ser muligheder i, at de to klubber spiller kampe mod hinanden i en del af træningstiden.

Publiceret 02 February 2020 18:00