Felipe Soares (th.) bliver ny assistenttræner for FC Djurslands Danmarksseriehold. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Felipe Soares (th.) bliver ny assistenttræner for FC Djurslands Danmarksseriehold. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

FC Djursland: Foråret bliver et rent slagtehus

Felipe Soares bliver ny spillende assistenttræner, når FC Djursland i foråret skal sikre sin overlevelse i en knivskarp Danmarksserien

Af
Martin Schultz

Felipe Soares afløser Jeppe Juhl Jensen som spillende assistenttræner og tre spillere har forladt skuden. Rasmus Brasch, Kristian Alvarez Gertsen og Frederik Laursen trækker ikke i FC Djurslands trøje i foråret.

Det var nyhederne, da cheftræner Robert Sørensen mandag aften i Grenaa kunne byde sin trup velkommen tilbage på træningsbanen efter vinterpausen. Og det med udsigt til en afsindig spændende forårssæson, hvor FC Djursland skal sikre sin forbliven i Danmarksserien for andet år i træk. Når regnebrættet gøres op lørdag 6. juni efter 13 kampe i foråret, skal de fire lavest placerede hold i puljen med ti hold forlade Danmarksserien på grund af turneringsmæssige omstruktureringer og rykker ned i Jyllandsserien.

“Det bliver et rent slagtehus. Foråret byder på 13 pokalfinaler. Vi er i en række, hvor alle kan slå alle,” siger Robert Sørensen.

FC Djursland har lige netop overvintret på den lune side af nedrykningsstregen på en 6. plads med 18 point efter 14 kampe, men der bliver trængsel omkring stregen og et vildt slagsmål i nedrykningssumpen for at undgå at blive et af de fire hold, som skal ned og spille i Jyllandsserien i efteråret. Der er knap på fra første fløjt, for i forårspremieren 14. marts møder FC Djursland på udebane Viby IF, som ligger næstsidst i rækken med 10 point.

Fysik og taktik på programmet

Træningen startede i mandags, og et stort kontingent spillere mødte frem til årets første træningspas.

“Vi træner tre gange om ugen, men holder fri de første tre weekender inden vi går i gang med træningskampene. Vi har planlagt 6-7 træningskampe, og skal blandt andet møde Kjellerup IF, Odder IF, forskellige Jyllandsseriehold, og så prøver vi at få en kamp mod Brabrands hold i 2. Division,” fortæller Robert Sørensen.

På træningsbanen skal spillerne have banket rusten af og sørge for at komme fysisk op i gear.

“Vi skal sørge for at vi har den fornødne fysik. Men vi skal også som hold blive endnu dygtigere taktisk. Vi har haft nogle udfald i kampene i efteråret, og det skal vi have rettet til. Desuden skal vi blive endnu bedre til de ting vi er gode til. Vi har i efteråret vist, at vi kan spille på flere forskellige måder, og det kræver en del træning,” siger Robert Sørensen.

"Åbent hus" til træningen

Den rutinerede midtbanespiller Felipe Soares afløser forsvarsspilleren Jeppe Juhl Jensen som spillende assistenttræner. Jeppe Juhl Jensen arbejder siden i sommer som nyuddannet betjent på Politigården i Aarhus og skal i foråret være en del af det kørende beredskab. Det giver så skiftende arbejdstider, at han ikke kan påtage sig opgaven som assistenttræner, men vil spille på holdet så ofte det er muligt.

“Felipe Soares afløser Jeppe som spillende assistenttræner. Han er truppens mest erfarne spiller, han er en sindssyg dygtig træner og er i forvejen U19 træner i FC Djursland,” siger Robert Sørensen om sin nye assistenttræner.

Der er ikke meldt om tilgang af nye spillere til truppen, men Casper Stylsvig Bæksted og Oliver Jensen er tilbage på banen efter skader. Også Benjamin Lahn Sørensen ser frisk ud efter skader i efteråret, mens Morten Bruun blev skadet til den første gang træning.

“Vi indleder sæsonen med en slags “åbent hus” til træningen, hvor interesserede spillere og spillere fra moderklubberne kan vise sig frem. Og så har vi mange dygtige unge spillere på vores U19 og U17 hold, som kan være med i opstarten. Flere af dem banker allerede på til en plads i truppen,” mener Robert Sørensen.

Farvel til tre unge spillere

Men svingdøren går også den anden vej, og FC Djursland må sige farvel til tre spillere med førsteholdsstatus.

Den tidligere anfører, den snart 23-årige forsvarsspiller Rasmus Brasch, har taget den overraskende beslutning at starte som spillende træner i sin barndomsklub IF Midtdjurs i Serie 3. Med ham følger formentlig den unge offensive midtbanespiller Frederik Laursen, som også har fået sin fodboldopdragelse i IF Midtdjurs. Han har meddelt Robert Sørensen, at han efter et år som seniorspiller i FC Djursland ikke længere kan afse tiden til at spille fodbold på DS-niveau.

“Jeg er ked af, at en så ung fyr ikke har overskuddet og sulten til at være med hos os. Han er en vanvittig dygtig fodboldspiller, og hans evner og talent er outstanding i forhold til at spille i Serie 3. Han skal være velkommen tilbage, hvis han vil være med igen. Men man skal være villig til at investere den fornødne tid og energi,” siger Robert Sørensen.

Endelig forlader en anden stamspiller, 24-årige Kristian Alvarez Gertsen, FC Djursland. Han skal i gang med en uddannelse som fysioterapeut i Holstebro, og han følger derfor sin tidligere holdkammerat, Robinsonvinderen Jamil Faizi, som startede på fysioterapeutuddannelsen efter sommerferien, til Campus Holstebro.

Publiceret 10 January 2020 06:00

Replik: Tre politikere har reageret

NORDDJURS Avisen har givet samtlige 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen i Norddjurs mulighed for at kommentere på henvendelsen fra Henrik Holmsted Pedersen og den kritik, der rejses af sagsforløbet. Tre af de lokale politikere har reageret - formanden for Voksen- og Plejeudvalget, Lars Møller, (S), SF's Mads Nikolajsen og den konservative Benny Hammer.

Lars Møller indleder sit svar med at nævne, at det er koordineret med borgmester Jan Petersen, (S).

"Forvaltningen i Norddjurs Kommune modtog afgørelsen fra ministeriet 31. oktober 2019. Dagen efter den 1. november blev der skrevet ud til voksen- og plejeudvalget og borgmesteren og orienteret om afgørelsen. Samtidig blev både udvalget og borgmesteren orienteret om, at afgørelsen ville blive drøftet med Randers Kommune samt at afgørelsen ville blive drøftet med advokatfirmaet Bech-Bruun, da der jævnførende ministeriets skrivelse er flere forskellige muligheder for at tilpasse de formelle rammer for samarbejdet, så det får en form, der er lovlig. Desuden blev voksen- og plejeudvalget og borgmesteren oplyst om, at så snart, der er sket en afklaring og udarbejdet en beskrivelse af de forskellige løsningsmuligheder, så vil sagen blive forelagt til politisk behandling. Tilsvarende oplysninger afgav borgmesteren til hele kommunalbestyrelsen i forbindelse med kommunalbestyrelsens møde i november 2020," fortæller Lars Møller.

Ikke udenom eller bagom

Han mener, at der således ikke er tale om, at forvaltningen er gået hverken udenom eller bagom politikerne i arbejdet med at finde en alternativ samarbejdsform med Randers.

"Af afgørelsen fra Social- og Indenrigsministeriet fremgår det, at der er flere måder at lovliggøre samarbejdet på via alternative organiseringsmåder. Når Randers Kommune og Norddjurs Kommune i samarbejde med advokatfirmaet Bech-Bruun har afklaret, hvordan de formelle rammer omkring samarbejdet kan tilpasses, så vil der blive fremsendt en sag til politisk behandling i både voksen- og plejeudvalget, økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen. Det er forventningen, at det finder sted i løbet af perioden februar – april 2020," oplyser Lars Møller.

Begrænset aktindsigt

"27. november 2019 modtog Norddjurs Kommune en anmodning om aktindsigt fra advokatfirmaet Horten. Efterfølgende har velfærdssekretariatet i løbet af december 2019 været i dialog med Horten om på vis vegne, de søger aktindsigt, og hvilket materiale de konkret ønsker aktindsigt i. Generelt skal aktindsigter afgrænses, så forvaltningen kan finde materialet indenfor et rimeligt tidsforbrug på 25 timer – jævnførende offentlighedsloven. For at få en endelig afklaring af ovenstående forhold - herunder også om aktindsigten vedrører oplysninger om et konkurrerende advokatfirma - har velfærdsforvaltningen efter aftale med Randers Kommune anmodet vores advokatfirma Bech-Bruun om i starten af januar 2020 at tage kontakt til Horten på vegne af Norddjurs Kommune. Det kan oplyses, at Bech-Bruun også på vegne af Randers Kommune har fremsendt en lignende skrivelse til Horten. I det øjeblik, at afklaringen af aktindsigtens omfang foreligger, så fremsender Norddjurs Kommune hurtigst muligt materialet til Horten," fregår det af svaret fra Lars Møller.

Godkendt leverandør

Han runder af med at oplyse, at Det Danske Madhus er godkendt leverandør af madservice i Norddjurs Kommune og dermed har kommunens ældre hjemmeboende borgere mulighed for at få mad fra Det Danske Madhus, hvis de ønsker det. Det Danske Madhus har været godkendt leverandør i flere år – også da maden blev produceret i samarbejde med Syddjurs Kommune i regi af Djurs Mad.

Helt ok

Mads Nikolajsen fra SF er kritisk over for Henrik Holmsted Pedersens ageren i sagen.

"SF fandt madsamarbejdet med Randers Kommune helt ok. Jeg forstår ikke Henrik Holmsted Pedersen og Enhedslistens korstog imod, at kommuner samarbejder og kan levere til hinanden efter godkendte aftaler. Da samarbejdet med Syddjurs Kommune i det kommunale madhus blev opgivet, var samarbejde med Randers Kommune helt ok, også i følge tilsynsmyndigheden. Vi så også gerne samarbejde med Randers Sygehus og deres berømte økologiske køkken om madleverance, men det var ikke aktuelt," siger Mads Nikolajsen.

Han fortæller, at man bruger advokat i Norddjurs kamp for at få anerkendt kommunens løsning.

Vil vinde - ikke tabe

"Det er ok at kommunens advokat arbejder uden at modparten - et privat madhus - skal havde indsigt i alle sin modparts overvejelser. Vi kæmper for at vinde vores sag, ikke for at tabe. Jeg ser gerne at vi mere bruger lokal advokat - og alle mulige andre ydelser - men vi skal også have en advokat, der kender det helt specielle område. Det er meget usædvanligt, at en minister underkender sit eget tilsyn - som her," siger Mads Nikolajsen.

Helt uenig

Den konservative Benny Hammer er helt uenig.

"Det her er en irriterende sag, som har været træls at have med at gøre lige fra dag et. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke har været valgt en højere grad af åbenhed - og at sagen allerede nu havde været i Voksen og Plejeudvalget - og senere i kommunalbestyrelsen. Hvorfor dog pakke tingene væk i stedet for at få dem på bordet i al offentlighed," spørger han.

Han mener, at det eneste rigtige er at sende madopgaven i udbud i en åben proces.

"Jeg kan godt se, at det ender med endnu en advokatregning af de store fra Bech-Bruun, og jeg forstår til fulde vreden fra Det Danske Madhus. Det skal da ikke være Bech-Bruun, der skal afgøre, hvordan vi som kommune giver aktindsigt, for så er vi ude på et skråplan. Jeg håber ikke, at det hele er begrundet i, at nogle mener, at det kun er i det offentlige, der kan laves ordentlig ældremad. Den opgave kan lige så godt klares af en privat leverandør," mener Benny Hammer.