Nicolaj Danefeld Hansen blev topscorer med ni mål, da Nørre Djurs HK tabte med 31-29 til bundholdet Randers HH. Foto: Mikkel Weje Nielsen, PhotoCare Grenaa

Nicolaj Danefeld Hansen blev topscorer med ni mål, da Nørre Djurs HK tabte med 31-29 til bundholdet Randers HH. Foto: Mikkel Weje Nielsen, PhotoCare Grenaa

Divisionshåndbold: Nørre Djurs HK snublede mod rækkens bundhold

Nørre Djurs HK var ikke klar efter julepausen og tabte med 31-29 til Randers HH i 2. Division

Af
Martin Schultz

Nørre Djurs HK’s herrer fik en skuffende start på den anden turneringshalvdel i 2. Divisions pulje 1, da holdet tirsdag aften på udebane i Hornbækhallen tabte med 31-29 til bundholdet Randers HH efter at randrusianerne havde ført 16-13 ved pausen.

I det nærmeste Nørre Djurs HK i denne sæson kommer et “lokalopgør” lå det ikke lige i planerne, at djurslændingene skulle tabe til Randers HH, som lå på en sidsteplads i rækken med kun 3 point, og som efter en økonomisk nedsmeltning i sidste sæson er i færd med at bygge et nyt hold op med masser af spilletid til de unge dygtige spillere.

Så Nørre Djurs HK var klar over, hvad der ventede holdet i Hornbækhallen, for de unge Randers HH-talenter er dygtige håndboldspillere, som kører frisk på og griber chancen, når den byder sig. Desuden er holdet blevet forstærket med en dygtig spiller som Mathias Lave Jessen, og i målet var Randers HH’s tidligere målmand Kevin Fisker tilbage, og han kom med en redningsprocent på omkring 40 til at gøre en forskel.

“Vi mødte et godt Randers HH-hold på dagen, og da vi så som hold ikke var helt klar, så gik det galt for os. Vi spillede en skidt kamp, hvor vi blev straffet for vores dårlige forsvarsspil,” siger Nørre Djurs HK’s træner Jan Mathiesen.

“Det var ærgerligt. Når man møder et bundhold en tirsdag aften, så skal man være klar. Og vi var ikke 100 procent klar. Randers HH er et godt ungt hold, og har de sejren inden for rækkevidde, så kæmper de til sidste fløjt,” siger Jan Mathiesen.

Andetholdet vandt sin første kamp

Nørre Djurs HK måtte igen undvære bagspilleren Simon Søgaard Jensen, som forhåbentlig er sin lyskenskade kvit, når Hjallerup IF søndag eftermiddag kommer på besøg i Nørre Djurshallen. De langtidsskadede Mathias Nymark Rasmussen og Rasmus Dalsgaard Lund er på vej tilbage og fik sammen med Mikas Korsgaard Christensen tirsdag aften spilletid på andetholdet, som vandt med 24-23 over Ans IF på udebane i den første kamp i Jyllandsserien, hvor der spilles om oprykning til 3. division.

Til gengæld var Henrik Pedersen og Martin “Bondemanden” Jensen med på divisionsholdet, mens en småskadet Nikolaj Moll Larsen tilbragte kampen på bænken.

Randers HH kom foran tidligt i kampen, men det var en jævnbyrdig 1. halvleg indtil hjemmeholdet slog et hul i halvlegens sidste minutter og kunne gå til pause med en føring på 16-13.

“Vi førte 11-10 efter 20 minutters spil, men i de sidste minutter af halvlegen tog vi nogle forkerte beslutninger og havde nogle dårlige afslutninger, så Randers HH kunne bringe sig foran,” fortæller Jan Mathiesen.

Nicolaj Danefeld topscorer med ni mål

2. halvleg startede med to Nørre Djurs HK scoringer, men hjemmeholdet fik fat igen og var efter ti minutters spil foran med 21-16.

“Vi gik over til at spille med to stregspillere i angrebsspillet og stillede os i en 5-1 formation i forsvaret. Mike Paulsen og Nicolaj Danefeld Hansen viste virkelig gode momenter og løste angrebsspillet i 4-2 formationen. Nicolaj Danefeld Hansen blev topscorer med ni mål, og Mike Paulsen forstod at spille op til ham,” fortæller Jan Mathiesen.

Efter 25 minutter var stillingen 27-27, men en udvisning til Simon Østergaard og en skade til Mike Paulsen, som måtte ud på bænken efter et vrid i anklen, betød en scoringspause hos Nørre Djurs HK, som Randers HH udnyttede til at bringe sig foran med 29-27. Derefter blev der delt mål de sidste minutter til slutstillingen 31-29.

“Det var godkendt at score 29 mål, ovenikøbet på en velspillende Kevin Fisker i Randers HH’s mål. Men vi må ikke lade modstanderen score 31 mål, så vi skal hjem og arbejde med vores forsvarsspil,” slutter Jan Mathiesen.

Nørre Djurs HK skal i kamp igen søndag kl. 14.00, når rækkens nr. 3 Hjallerup IF kommer på besøg i Nørre Djurshallen i Glesborg.

FAKTA

2. Division herrer, pulje 1

Randers HH - Nørre Djurs HK 31 - 29 (16 - 13)

Tirsdag 6. januar kl. 19.30 i Hornbækhallen

Målscorere:

  • Nicolaj Danefeld Hansen, 9 (1) mål
  • Mike Paulsen, 5 mål
  • Simon Østergaard, 4 mål
  • Mikkel Milling, 4 mål
  • Rasmus Eldrup Secher, 3 mål
  • Lass Kristoffersen, 2 mål
  • Henrik Storm Pedersen, 1 mål
  • Martin “Bondemanden” Jensen, 1 mål

Publiceret 08 January 2020 19:30

Replik: Tre politikere har reageret

NORDDJURS Avisen har givet samtlige 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen i Norddjurs mulighed for at kommentere på henvendelsen fra Henrik Holmsted Pedersen og den kritik, der rejses af sagsforløbet. Tre af de lokale politikere har reageret - formanden for Voksen- og Plejeudvalget, Lars Møller, (S), SF's Mads Nikolajsen og den konservative Benny Hammer.

Lars Møller indleder sit svar med at nævne, at det er koordineret med borgmester Jan Petersen, (S).

"Forvaltningen i Norddjurs Kommune modtog afgørelsen fra ministeriet 31. oktober 2019. Dagen efter den 1. november blev der skrevet ud til voksen- og plejeudvalget og borgmesteren og orienteret om afgørelsen. Samtidig blev både udvalget og borgmesteren orienteret om, at afgørelsen ville blive drøftet med Randers Kommune samt at afgørelsen ville blive drøftet med advokatfirmaet Bech-Bruun, da der jævnførende ministeriets skrivelse er flere forskellige muligheder for at tilpasse de formelle rammer for samarbejdet, så det får en form, der er lovlig. Desuden blev voksen- og plejeudvalget og borgmesteren oplyst om, at så snart, der er sket en afklaring og udarbejdet en beskrivelse af de forskellige løsningsmuligheder, så vil sagen blive forelagt til politisk behandling. Tilsvarende oplysninger afgav borgmesteren til hele kommunalbestyrelsen i forbindelse med kommunalbestyrelsens møde i november 2020," fortæller Lars Møller.

Ikke udenom eller bagom

Han mener, at der således ikke er tale om, at forvaltningen er gået hverken udenom eller bagom politikerne i arbejdet med at finde en alternativ samarbejdsform med Randers.

"Af afgørelsen fra Social- og Indenrigsministeriet fremgår det, at der er flere måder at lovliggøre samarbejdet på via alternative organiseringsmåder. Når Randers Kommune og Norddjurs Kommune i samarbejde med advokatfirmaet Bech-Bruun har afklaret, hvordan de formelle rammer omkring samarbejdet kan tilpasses, så vil der blive fremsendt en sag til politisk behandling i både voksen- og plejeudvalget, økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen. Det er forventningen, at det finder sted i løbet af perioden februar – april 2020," oplyser Lars Møller.

Begrænset aktindsigt

"27. november 2019 modtog Norddjurs Kommune en anmodning om aktindsigt fra advokatfirmaet Horten. Efterfølgende har velfærdssekretariatet i løbet af december 2019 været i dialog med Horten om på vis vegne, de søger aktindsigt, og hvilket materiale de konkret ønsker aktindsigt i. Generelt skal aktindsigter afgrænses, så forvaltningen kan finde materialet indenfor et rimeligt tidsforbrug på 25 timer – jævnførende offentlighedsloven. For at få en endelig afklaring af ovenstående forhold - herunder også om aktindsigten vedrører oplysninger om et konkurrerende advokatfirma - har velfærdsforvaltningen efter aftale med Randers Kommune anmodet vores advokatfirma Bech-Bruun om i starten af januar 2020 at tage kontakt til Horten på vegne af Norddjurs Kommune. Det kan oplyses, at Bech-Bruun også på vegne af Randers Kommune har fremsendt en lignende skrivelse til Horten. I det øjeblik, at afklaringen af aktindsigtens omfang foreligger, så fremsender Norddjurs Kommune hurtigst muligt materialet til Horten," fregår det af svaret fra Lars Møller.

Godkendt leverandør

Han runder af med at oplyse, at Det Danske Madhus er godkendt leverandør af madservice i Norddjurs Kommune og dermed har kommunens ældre hjemmeboende borgere mulighed for at få mad fra Det Danske Madhus, hvis de ønsker det. Det Danske Madhus har været godkendt leverandør i flere år – også da maden blev produceret i samarbejde med Syddjurs Kommune i regi af Djurs Mad.

Helt ok

Mads Nikolajsen fra SF er kritisk over for Henrik Holmsted Pedersens ageren i sagen.

"SF fandt madsamarbejdet med Randers Kommune helt ok. Jeg forstår ikke Henrik Holmsted Pedersen og Enhedslistens korstog imod, at kommuner samarbejder og kan levere til hinanden efter godkendte aftaler. Da samarbejdet med Syddjurs Kommune i det kommunale madhus blev opgivet, var samarbejde med Randers Kommune helt ok, også i følge tilsynsmyndigheden. Vi så også gerne samarbejde med Randers Sygehus og deres berømte økologiske køkken om madleverance, men det var ikke aktuelt," siger Mads Nikolajsen.

Han fortæller, at man bruger advokat i Norddjurs kamp for at få anerkendt kommunens løsning.

Vil vinde - ikke tabe

"Det er ok at kommunens advokat arbejder uden at modparten - et privat madhus - skal havde indsigt i alle sin modparts overvejelser. Vi kæmper for at vinde vores sag, ikke for at tabe. Jeg ser gerne at vi mere bruger lokal advokat - og alle mulige andre ydelser - men vi skal også have en advokat, der kender det helt specielle område. Det er meget usædvanligt, at en minister underkender sit eget tilsyn - som her," siger Mads Nikolajsen.

Helt uenig

Den konservative Benny Hammer er helt uenig.

"Det her er en irriterende sag, som har været træls at have med at gøre lige fra dag et. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke har været valgt en højere grad af åbenhed - og at sagen allerede nu havde været i Voksen og Plejeudvalget - og senere i kommunalbestyrelsen. Hvorfor dog pakke tingene væk i stedet for at få dem på bordet i al offentlighed," spørger han.

Han mener, at det eneste rigtige er at sende madopgaven i udbud i en åben proces.

"Jeg kan godt se, at det ender med endnu en advokatregning af de store fra Bech-Bruun, og jeg forstår til fulde vreden fra Det Danske Madhus. Det skal da ikke være Bech-Bruun, der skal afgøre, hvordan vi som kommune giver aktindsigt, for så er vi ude på et skråplan. Jeg håber ikke, at det hele er begrundet i, at nogle mener, at det kun er i det offentlige, der kan laves ordentlig ældremad. Den opgave kan lige så godt klares af en privat leverandør," mener Benny Hammer.